Han er kendt som Danmarks nok hemmeligste milliardær og oplysningerne om ham er særdeles sparsomme, men en ting er sikker - han er god til forvalte sine milliarder.

For andet år i træk tager den jyske rigmand Ib Nymark Hegelund nemlig et stort spring op på listen over Danmarks rigeste. Kilden til rigdommen er delvist skjult, men én teori er meget udbredt.

»Det er en ret vild historie,« siger Morten Langer, der er chefredaktør for Økonomisk Ugebrev, der mandag har udgivet årets liste over Danmarks 100 rigeste.

Han fortæller om den mest udbredte teori til, at den 81-årige jyske Ib Nymark Hegelund Nymark er blevet så rig, at hans formue det seneste år er forøget med hele seks milliarder, så den nu er vurderet til hele 18 milliarder kroner.

Novo Nordisk hovedkvarter i Bagsværd.
Novo Nordisk hovedkvarter i Bagsværd. Foto: Tom Little/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Samtidig er han rykket fra en 18. plads op til en 12. plads på rigelisten. 

»Han har sandsynligvis købt Novo-aktier for hele formuen for 16 år siden, og så ganger han lige med 16, så han har 16 milliarder i dag,« forklarer Langer.

For at forstå teorien om den mulige store investering for 16 år siden, tager vi lige en tur rundt om de sparsomme oplysninger, som vi kender om den ældre civilingeniør. Mange journalister har gennem årene forsøgt sig, men kun få oplysninger er kommet frem.

»Jeg har forsøgt at få ham i tale, men han har ikke lyst til at snakke,« siger chefredaktør på Økonomisk Ugebrev, Morten Langer, der har haft kontakt med Hegelunds advokat op til udgivelsen af listen.

Erhvervsmediet Finans har også forsøgt flere gange, men har hver gang ramt en mur. For hverken familiemedlemmer, advokater eller andre omkring rigmanden har lyst til at snakke. Det er heller ikke muligt at opstøve et billede af den hemmelige milliardær nogle steder på internettet. 

Det vides dog, at Ib Nymark Hegelund boede i stor luksusvilla i den mondæne Aarhus-forstad Risskov, indtil han i 2010 købte et kendt mindre slot nær Luganosøen i Schweiz.

Slottet ved navn Villa Cattaneo, som ligger i byen Paradiso, blev købt for 20 millioner schweizerfranc, som dengang svarede til omkring 110 millioner kroner.

Villaen i Aarhus satte han til salg i 2011 for 50 millioner kroner, men den blev først solgt i 2015, og Hegelund måtte se sig tilfreds med en salgspris på 27, 5 millioner kroner.

Der er også kun sparsomme oplysninger om Ib Nymark Hegelunds formue at finde. Den blev startet i Lystrup nord for Aarhus, hvor han i 80’erne grundlagde virksomheden Denmark Enzymes, der solgte enzymer til fødevareinsurtrien.

Han solgte livsværket i 2010 . Og det er her, at teorien om Novo Nordisk kommer ind.

Ifølge Økonomisk Ugebrev var hans formue i 2009/2010 på omkring 1 milliard kroner. Sidenhen er formuen i hans investeringsselskab ImbTech 16-doblet , og det samme er Novo Nordisk Aktien.

Morten Langer er ikke i tvivl om, at Novo-aktien er årsagen til Ib Nymark Hegelunds formue-fremgang.

»Det er jeg slet ikke i tvivl om. For hvis du ser på udviklingen i henholdsvis Novo Nordisk aktien og i hans formue, så følger de altså slavisk hinanden,« siger han.

I dag har Ib Nymark Hegelund værdipapirer og ejendomme i selskabet Imbtech, hvor han selv og familien udgør bestyrelsen.

Du kan se hele listen over Danmarks rigeste hos Økonomisk Ugebrev her.