Sagen om balladen på Valdemars Slot kan ende som et trist kapital i dansk adels historie. Søstrene Caroline Fleming og Louise Iuel Albinus er blevet så uenige, at slottets fremtid er usikker, og det bliver fulgt tæt af flere af landets godsejere.

På det nærliggende Hvidkilde Gods ved Svendborg har greve Christian Ahlefeldt-Laurvig-Lehn også noteret sig striden. Og den ærgrer ham.

»Jeg er halvfætter med afdøde Niels Iuel-Brockdorff (Caroline Flemings far, red.), og jeg er kommet der rigtig meget,« siger greven.

Striden på Valdemars Slot, der i 12 generationer har været i den adelige familien luel-Brockdorffs eje, er langtfra den eneste af sin slags. Historiebøgerne – og retsbøgerne – kan afsløre flere stridigheder i adelsfamilier om danske godser.

Christian greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn er ærgerlig over, at der er ballade på Valdemars Slot.
Christian greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn er ærgerlig over, at der er ballade på Valdemars Slot. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Christian Ahlefeldt-Laurvig-Lehn synes, at det er 'frygteligt', når ejerne af et gods, der har været i en familie i mange generationer, ikke kan enes.

Han vakte selv opsigt, da han i 2017 skabte lidt uenighed i sin egen familie, da han valgte, at det ikke var hans datter, Nicole Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, mens hendes 18 år yngre lillebror, Carl Johan Frederik Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, der skulle arve Hvidkilde. Datteren var ikke enig med sin far i beslutningen, som hun mente ikke var i tråd med ligestillingen.

Men Christian Ahlefeldt-Laurvig-Lehn har holdt fast i, at han agtede at følge et gammelt testamente, hvor en søn går forud for en datter. For ham var det vigtigt, at grevskabet fulgte godset.

Det var dog også et bevidst valg, at han valgte, at kun et af hans to børn skulle arve godset til en værdi af 281 millioner kroner, frem for at begge børn fik slottet til deling.

Caroline Fleming risikerer at måtte sige farvel til Valdemars Slot, som hendes familie har ejet i generationer.
Caroline Fleming risikerer at måtte sige farvel til Valdemars Slot, som hendes familie har ejet i generationer. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

»Sagen om Valdemars Slot er et uheldigt eksempel. Og det er det, jeg ville forsøge at undgå. Når man forsøger at tilfredsstille flere arvinger. Det er næsten umuligt,« siger greven og fortsætter:

»Det er, fordi den ældre generation ikke har gjort klart, hvem der skulle arve. Og man kan efter min mening ikke dele sådan et gods. Det ærgrer mig, at man ikke har kunnet håndtere det ordentligt.«

Valdemars Slot har gennem flere år haft store økonomiske udfordringer. Efter Niels Iuel-Brockdorffs død overtog Louise Iuel Albinus og hendes mand, Nikolaj Albinus, driften af slottet og fik i det seneste regnskab endelig et mindre overskud.

Men ifølge Caroline Fleming var der fejl i regnskabet. Hun har ifølge Berlingske derfor mistet tilliden til sin søster og nægtet at underskrive regnskabet, hvilket nu har sendt selskabet bag slottet, Valdemars Slot Gods A/S, til tvangsopløsning.

Louise Iuel Albinus kaldte torsdag i skifteretten i Svendborg sagen for 'tragisk', mens både greve Christian Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær Gods på Langeland samt greve Christian Ahlefeldt-Laurvig-Lehn fra Hvidkilde er ærgerlige over, hvis slottet ender med at forsvinde ud af søstrenes familie.

Men når det nu er så dyrt og besværligt at drive de gamle godser, hvorfor er det så vigtigt for de adelige familier at beholde godserne frem for at sælge?

Ifølge magtforsker Christoph Ellersgaard fra CBS, så handler det meget om prestige og magt.

»De her godser er et godt sted at lave en af yndlingsaktiviteter for nogle af elite medlemmerne af samfundet – nemlig at gå på jagt. Så man kan sige, at adelen betyder noget, fordi man så er en del af de der jagtfællesskaber,« forklarer han.

Sagen om Valdemars Slot har givet genlyd i adelskredse.
Sagen om Valdemars Slot har givet genlyd i adelskredse.
Vis mere

Ifølge formanden for Dansk Adelsforening, Anna von Lowzow, så er det kun 1,5 procent af den danske adel, der bor på et gods, mens de fleste adelige lever en mere almindelig tilværelse.

Men kigger man på de adelige, der har tætte forbindelser til Kongehuset og er blevet udnævnt til kammerherrer, hofjægermestre eller har andre magtfulde stillinger i samfundet, så er det en noget større del af dem, der er indehaver af et gods.

»Der er en stor del af de adelige, som er mere adelige af navn end af gavn. Men der er en lille gruppe adelige, som også er dem, der gifter sig med hinanden, og som er dem, der fylder noget. Det er dem, der bor på godser og omgås med hinanden. Og nogle af den sender deres børn på Herlufsholm eller lignende. Der følger en hel pakke med. Og der er særlig godserne en del af pakken,« siger Christoph Ellersgaard.