Det er ikke længe siden, at Tilde Wexøe Munkholm kunne afsløre, at hun i 2023 bliver mor for første gang.

Nu kan den 25-årige 'Den store bagedyst'-stjerne så løfte sløret for, hvorvidt det er en lille dreng eller pige, der gemmer sig i maven.

Det sker på influencerens Instagram-profil, hvor også graviditeten blev annonceret.

I en video, der viser Tilde Wexøe Munkholm og kæresten Thomas i et såkaldt gender reveal med en kæmpestor ballon, der bliver sprængt, hvorefter det vælter ud med blå konfetti, som altså indikerer, at der er en lille dreng på vej.

Dette til stor begejstring for både kæresteparret og, hvad man må formode er, familie og venner, som bag kameraet hujer og hepper – og skyder endnu mere konfetti ud over de vordende forældre.

'Vi er så lykkelige og kan ikke vente til at møde den lille,' skriver Tilde Wexøe Munkholm i opslaget.

Tilde Wexøe Munkholm deltog i tiende sæson af DRs populære bageprogram, hvor hun opnåede en sjetteplads og måtte se sig slået af blandt andre SæÞór Kristínsson, som kunne løfte trofæet i finalen.

Dengang arbejdede hun som butikschef i brudekjolebutikken Copenhagen Bridal i København, men er siden begyndt at læse markedsføringsøkonomi.

Herudover bruger hun sin velbesøgte Instagram-profil til at dele ud af opskrifter og glimt fra hverdagen.