Frådende af raseri huggede det sårede dyr de syleskarpe stødtænder ind i hans ben. Først gennem læderstøvlen. Så underbenet. Han kæmpede sig op og om bag dyret, hamrede kniven ind i dyrets strube bagfra. Igen og igen. Til kampen var slut. Til han havde vundet.

»Det var sgu ikke det morsomste i verden,« siger Freddy Wulff. Uden antydning af dramatik i stemmen om dengang, han befandt sig mutters alene i den newzealandske jungle og blev angrebet af en vildorne.

»Jeg var flænset, kunne se helt ind til benet. Så jeg humpede hjem til hytten og fik det vasket lidt, for jeg havde jo ikke noget medicin. Det tog næsten tre uger, inden jeg kunne gå.«

Det er ikke uden grund, at den legendariske reporter fra Ugens Rapport i årtier er blevet kaldt den danske Indiana Jones. For vilde eventyr er der nok af i hans 77 år lange liv.

Freddy Wulff hos hovedjægerne på Borneo. 'Mine venner' kalder han dem.
Freddy Wulff hos hovedjægerne på Borneo. 'Mine venner' kalder han dem. Foto: Lobo Press/Gads forlag
Vis mere

Han har været jaget af kæmpeøgler, har jagtet enorme saltvandskrokodiller og hovedjægere i junglen, der så nemt som ingenting kunne have kappet hans.

Men når dén dag, hvor en kamp på liv og død udspillede sig mellem ham og en stor vildorne, er noget særligt, er det, fordi den blev startskuddet til, at den nu afdøde redaktør Kurt Thyboe hyrede ham til jobbet som Ugens Rapports vildeste reporter.

I år er det 50 år siden, at mandebladet så dagens lys. Og mens hans reportager dengang fik mangen en dreng til i smug at købe bladet, var det for ham selv bøgerne om drengen Paw og hans eventyr, der tændte gnisten, da han voksede op på Randers-egnen.

»Jeg åd dem sateme, så man skulle tro, at det var løgn,« griner han og fortæller, hvordan han og lillebroren inde i skoven legede indianere og jagede kvier med hjemmelavede flitsbuer, der ikke kunne skyde gennem en våd avis.

Som dreng jagtede han kvier med hjemmelavet flitsbue. Senere blev udstyret lidt mere professionelt.
Som dreng jagtede han kvier med hjemmelavet flitsbue. Senere blev udstyret lidt mere professionelt. Foto: Privat/Lobopress
Vis mere

Allerede dengang vidste han, at han ville ud over stepperne. Ligesom Paw.

17 år gammel forlod Freddy Wulff Randers et job i handelskompagniet ØK. Det skulle åbne dørene til den store verden, og det varede heller ikke længe, før lille Danmark ikke kunne se hans bagdel for bare skosåler.

Jagten på eventyr sendte ham i 1970 til New Zealand, hvor regeringen betalte professionelle jægere for at nedlægge kronvildt og vildsvin i nationalparkerne. Han skrev kontrakten under på stedet.

Det var en kæmpeøgle som denne, som Freddy Wulff blev jagtet af på Komodo.
Det var en kæmpeøgle som denne, som Freddy Wulff blev jagtet af på Komodo. Foto: Lobo Press/Gads forlag
Vis mere

»Det var paradis. Jeg var der i to år alene, tonsede rundt og skød og skød,« husker Freddy Wulff, som var i den syvende himmel. Indtil han blev angrebet af vildornen og i tre uger lå helt alene i sin midlertidige lejr og frygtede, at der gik koldbrand i benet.

Da han endelig var i stand til at humpe tilbage i den virkelige verden og komme på hospitalet, vidste den 27-årige Freddy Wulff, at hans tid som professionel jæger i New Zealand var ovre.

Efter syv års eventyr vendte han i 1972 tilbage til Danmark med en tanke i baghovedet om at skrive om sit eventyr i New Zealand. Måske til det nye blad, som lige var kommet på gaden og godt kunne lide noget 'barskt noget'.

Det kunne Ugens Rapports senere legendariske redaktør Kurt Thyboe.

»Hold da kæft,« sagde han bare, da jeg viste ham et billede, hvor jeg stod med et vildsvin – som jeg havde skåret hovedet af med min kniv – på ryggen.«

Det var dette foto af Freddy Wulff med et vildsvin på ryggen, der i 1972 sikrede ham jobbet på Ugens Rapport.
Det var dette foto af Freddy Wulff med et vildsvin på ryggen, der i 1972 sikrede ham jobbet på Ugens Rapport. Foto: Privat/Lobopress
Vis mere

»Kan du skrive?« spurgte Thyboe.

Det kunne han. Og resten er historie. Og historier. Røverhistorier og vilde eventyr i lange baner.

»Fra starten sagde jeg, at jeg gerne ville ud af rejse. For jeg gad sgu ikke være i Danmark,« siger Freddy Wulff om dét, der i alle årene har været hans drivkraft. Nysgerrighed og sult på det vilde.

»Nogle gange var jeg væk i to-tre år. 'Du gør bare, hvad du vil,' sagde Kurt Thyboe, når jeg ringede hjem,« fortæller Freddy Wulff, som befandt sig på den anden side af jorden, da begge hans forældre med kort mellemrum døde.

»Det var lidt af en spand kold vand i hovedet, men det var der så ikke noget at gøre ved,« lyder hans tørre konstatering blot.

For selvom familieliv, kone og børn aldrig er blevet en del af hans liv, har Freddy Wulff aldrig fortrudt.

»Det har været et skide fantastisk liv.«

Selv kalder han at finde den forsvundne tjekkoslovakiske leder Alexander Dubcek for et af sine største eventyr, mens de vilde historier om kæmpeøgler og saltvandskrokodiller bare er nogle, han griner af.

»Bange? Det har jeg sgu aldrig været. For jeg har altid tænkt mig om,« siger han bare. Og tilføjer så:

»Når noget sker så hurtigt som med ornen eller øglen, så når du slet ikke at blive bange. Så er det bare om at reagere rigtigt.«

»Næh, for mig har det mere været det med at rende rundt og være en bonderøv og lave lige det, jeg ville,« siger han om sine kick.

116 lande har Freddy Wulff været i og rejser stadig ud fra Spanien, hvor han i flere år har boet alene i de catalanske bjerge med adskillige kilometer til nærmeste nabo.

Tatoveringen på brystet er beviset på, at Freddy Wulff er blevet optaget i Kalinga-stammen.
Tatoveringen på brystet er beviset på, at Freddy Wulff er blevet optaget i Kalinga-stammen. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

»Min hund døde af alderdom for kort tid siden. Så nu er der kun katten tilbage. Men den er også gammel, så den gider ikke gå ture med mig mere,« fortæller Freddy Wulff, som dagligt går 6,5 kilometer.

»Man skal holde sig i form for fanden. Ellers kan du ikke gå på jagt med gutterne,« griner Freddy Wulff. Som stadig jagter vildsvin. De svin, der for 50 år siden var tæt på at koste ham livet.

Freddy Wulff er aktuel med bogen 'Vilde eventyr', som netop er udkommet på Gads Forlag

https://jaegernesmagasin.dk/

Vil du gerne have mere underholdningsstof? Så tjek 'Det, vi taler om' ud lige her.