»Hvis bare jeg kunne få lov til at være præsident i en uge, så skulle jeg nok vise dem alle sammen,« råber komikeren Volodymyr Zelenskyj.

Året er 2016, og i tv-serien 'Folkets tjener' spiller han skolelæreren Vasily Goloborodko, der ikke ved en dyt om politik – men han ved, at det ikke fungerer, som det er. Svadaen bliver filmet af en af hans elever, og efter klippet går viralt på nettet, bliver Vasily Goloborodko valgt til Ukraines præsident.

Tv-serien viste sig at få skræmmende mange fællestræk med virkeligheden. For ikke alene blev skuespilleren bag, Volodymyr Zelenskyj, selv Ukraines præsident tre år senere med det primære ønske at ændre det, der allerede var.

Men lige som sit fiktive alter ego er den 44-årige jurist, komiker, skuespiller og præsident også for nylig gået viralt.

Den ukrainske præsident har en fortid som komiker, skuespiller og 'Vild med dans'-vinder.
Den ukrainske præsident har en fortid som komiker, skuespiller og 'Vild med dans'-vinder. Genya SAVILOV

Mens han endnu blot var komiker i 2006, deltog Volodymyr Zelenskyj nemlig i Ukraines svar på 'Vild med dans', 'Tantsi z zirkamy'. Og ser man det sammenklip fra sæsonen, som i disse dage deles på Twitter i stor stil, kommer det ikke bag på nogen, at han vandt.

Iført det ene farvestrålende kostume efter det andet ser man Volodymyr Zelenskyj bevæge sine hofter som en ægte showmand. Og det er noget, Twitter-folket kan lide.

'Zelenskyj kunne ride på en hest i bar overkrop, men Putin ville aldrig kunne bære et hvidt stribet jakkesæt med en matchende Fedora-hat,' lyder en af de mange kommentarer med henvisning til det efterhånden legendariske billede af en halvnøgen russisk præsident til hest.

I kølvandet på den virale video er et andet klip, hvor Volodymyr Zelenskyj som en del af et komedieindslag foregiver at spille klaver med sin penis, blevet gravet frem. Her lyder en kommentar:

'Vi er i en tid, hvor komikere bliver verdensledere, mens verdensledere fremstår som komikere.'

Volodymyr Zelenskyj optræder med sin comedy-gruppe '95th block' under præsidentvalgkampen i 2019.
Volodymyr Zelenskyj optræder med sin comedy-gruppe '95th block' under præsidentvalgkampen i 2019. Sergei SUPINSKY

Volodymyr Zelenskyj havde ingen politisk erfaring, da han i 2019 blev valgt til Ukraines præsident med imponerende 73 procent af stemmerne. Han havde spillet med i flere populære film i hjemlandet og lagt stemme til den ukrainske udgave af 'Paddington' og red i virkeligheden nok på bølgen fra seersuccesen 'Folkets tjener', da han vandt valget på at ville udrydde korruption og skabe fred i øst.

Han voksede op som jødisk, russisktalende østukrainer i industribyen Kryvyj Rih, var uddannet jurist og var et frisk pust med sin afslappede påklædning og folkelighed.

»Ingen løfter, ingen skuffelser,« udtalte han og lovede dermed ikke mere, end han kunne holde.

Han havde svært ved at give journalisterne konkrete svar, når spørgsmålene gik på hans politik, og i stedet for at møde sine politiske modstandere i tv-dueller afholdt han vælgermøder, hvor han i høj grad trak på sin erfaring som standupkomiker og desuden tog entré.

Men selvom det lynhurtigt blev alvor for Volodymyr Zelenskyj – ikke mindst da Rusland i sidste uge invaderede hans land – kan han ikke helt lægge entertainer-genet fra sig.

Da USA forleden tilbød at evakuere præsidenten og få ham væk fra bomber og kugleregn, svarede han med glimt i øjet og kommunikativt overskud:

»Jeg har brug for ammunition – ikke et lift.«

I en grynet video på Facebook fortæller Volodymyr Zelenskyj sammen med sine rådgivere, at de ikke har stukket halen mellem benene.
I en grynet video på Facebook fortæller Volodymyr Zelenskyj sammen med sine rådgivere, at de ikke har stukket halen mellem benene. -

Og da han blev beskyldt for at gemme sig bag sit præsidentpalads' tykke mure, gik han på gaden og fortalte smilende i en selfievideo, at han ikke er typen, der overgiver sig så let.

Og med ét blev 'folkets tjener' en stjerne på nettet, hvor kommentarerne tydeligt viser, at han både begejstrer mænd og bedårer kvinder over hele verden.

Der er dog også dem, der mener, der er gået lige lovlig meget idoldyrkelse i den, og minder os om, at den tidligere entertainer ikke – lige nu i hvert fald – bare spiller skuespiller.

»Manden og hans familie kæmper bogstaveligt talt for at holde sig i live, og amerikanske borgere kommenterer begejstret hans danseevner. Skriver, at de er blevet lidt lune på ham. Vi har absolut ingen føling med situationen, og hvad der er passende. Store børn!« irettesætter en amerikansk YouTube-bruger sine landsmænd.

Og Volodymyr Zelenskyj selv understreger da også, at han trods sine overskudsagtige optrædener er særdeles udsat, efter at Rusland angivelig har lagt den strategi at erobre Kiev for at 'halshugge' Ukraines politiske ledelse.

»Ifølge vores informationer har fjenden udpeget mig som mål nummer ét og min familie som mål nummer to,« sagde han for nylig i en tv-transmitteret tale.

Hans kone, Jelena Zelenskaja, og to børn på 9 og 17 opholder sig et hemmeligt sted i Ukraine.