Da scanningsbilledet viste en dreng, blev hun skuffet. Hun havde været sikker på, at det var en lille pige, hun bar rundt på i sin mave. Den umiddelbare skuffelse – som flere forældre måske kan genkende, men som de færreste tør sige højt – valgte hun at dele på sin blog. Bundærligt.

Det var egentlig ikke sådan, hun havde tænkt, hendes liv skulle være, da hun var på SU og blev enlig mor. At det var det, hun skulle leve af.

Men i dag er det lykkedes. Hun lever af at være sig selv og deler ærlige billeder af alt fra spildt morgenkaffe og legetøjsrod til smukke indretningstip og mere personlige emner som fødselsangst, selvvalgt kejsersnit og livet som pårørende til en angstramt.

Aarhusianeren Johanne Mygind, måske bedre kendt som bloggeren Nutidens Mor, har 72.000 følgere på Instagram, hendes kæreste, Jesper Søvndal, der er kendt finalist fra 'Den store bagedyst', har 36.000 følgere, og deres fælles hus lidt uden for Odder har 53.000 følgere.

»Det er ikke, fordi jeg kan noget særligt eller er kendt for noget. Jeg lever jo bare af at være mig,« siger Johanne Mygind.

Johanne Mygind begyndte at dele sit liv på Instagram i 2014 og oprettede efterfølgende bloggen Nutidensmor. Hun var træt af, at det, hun så på Instagram, i hendes øjne var for poleret og perfekt. Hun savnede nogen at spejle sig i.

»Dengang var der meget få, der var ærlige om, hvordan de egentlig havde det på Instagram. Det handlede mere om at vise sig frem og få alt til at fremstå pænt og perfekt. Jeg savnede en fællesskabsfølelse, så jeg begyndte at lægge billeder op af trælse mandagsmorgener, som andre kunne relatere til,« siger Johanne Mygind.

Johanne Mygind og Jesper Søvndals lille søn Bille er godt et år gammel.
Johanne Mygind og Jesper Søvndals lille søn Bille er godt et år gammel. Foto: Privat foto: Johanne Mygind
Vis mere

Hun fik sit første barn, Augusta, da hun var 25 år gammel og i gang med at læse til pædagog i Aarhus, hvor hun har boet hele sit liv.

Da hendes datter Augusta var tre år, blev hun alenemor.

Johanne Mygind er selv skilsmissebarn, så for hende var bruddet en stor skuffelse, for tanken om at kopiere hendes egne forældre var hendes »helt store skræk«. Det tog tid at acceptere, at hendes familie ikke skulle være en traditionel kernefamilie, men have en deleordning. En frygt, der er blevet bragt til skamme.

Hun skulle også vænne sig til en ny virkelighed som alenemor. De erfaringer, hun fik, delte hun med sine følgere, og efterhånden kom det til at føles som en slags online mødregruppe. En masse virtuelle venner, der spejlede sig i hinanden og støttede hinanden i livet som mor.

»Det var så vigtigt for mig, at jeg var ærlig på de sociale medier, selvom det selvfølgelig altid vil være en udvalgt virkelighed, man viser frem,« siger hun.

Johanne Mygind vil ikke fortælle, hvor meget hun tjener på at være influencer, men vil dog godt afsløre, at det er mere, end hvad hun ville tjene som pædagog, og at der er overskud nok på kontoen til at købe økologi og tage på ferier.

En dag om ugen arbejder hun også for Aarhus Streetfood, hvor hun tager sig af virksomhedens sociale medier. På samme måde har Jesper Søvndal job som madstylist, så parrets økonomi ikke kun består af reklameindtægter på de sociale medier.

Johanne Mygind mødte Jesper Søvndal for tre år siden. Hun stod for et shoppingcenters sociale medier, der havde arrangeret en kagekonkurrence, hvor Jesper Søvndal var hyret som dommer. Hendes job var at tage billeder af arrangementet.

Den store bagedyst sæson 2017. Jesper Søvndal
Den store bagedyst sæson 2017. Jesper Søvndal Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Vis mere

Hun vidste ikke, hvem Jesper Søvndal var, men da hun efterfølgende sendte ham nogle billeder, begyndte de at skrive sammen. I starten udvekslede de erfaringer om gode revisorer, men hurtigt udviklede det sig, og de blev kærester.

»Jesper kan bare alt. Han er kreativ og dygtig, og så er han en følsom fyr, der vil alle det godt. Vi har vores skabertrang og familieværdier til fælles, så det her føles som noget for evigt,« siger hun.

For i sensommeren friede han, og parret har planlagt, at de skal giftes i 2023, når de har fået sparet op til både bartender og dj. Særligt Johanne Myginds datter, Augusta, har presset på, for at de skulle blive gift – men måske mest fordi hun har en stor drøm om at være blomsterpige. Så det skal hun være.

Her er mor og datter igang med malerpenslerne i det nye hjem i den gamle landsbyskole.
Her er mor og datter igang med malerpenslerne i det nye hjem i den gamle landsbyskole. Foto: Privat foto: Johanne Mygind
Vis mere

For to år siden købte parret deres fælles drømmehus – en gammel 600 kvadratmeter stor landsbyskole fra 1937 lidt uden for Odder med udsigt til marker og horisonter. De er i gang med en gennemrenovering og deler ud af processen på Instagram. Og så fik de for et års tid siden en lille dreng, Bille.

Da Johanne Mygind var gravid med sit første barn, Augusta, fik hun fødselsangst og valgte at få et planlagt og selvvalgt kejsersnit.

Derfor var hun også bekymret, da hun blev gravid anden gang. Men hun og Jesper Søvndal valgte at investere i privat fødselsforberedelse, en fast jordemoderordning og en privat ammevejleder. Derfor gik det noget anderledes, da hun for et år siden skulle føde Bille.

»Det føltes som et overgreb ikke at have kontrol over min krop dengang, så jeg havde egentlig tænkt, jeg igen skulle have et planlagt kejsersnit. Men jeg tog tyren ved hornene og fik arbejdet med min angst, så det blev en vaginal fødsel med Bille,« siger hun.

Johanne Mygind fortalte åbent om sin fødselsangst på de sociale medier, selvom det ikke var alle, der var lige forstående over for det. På samme måde valgte hun også at fortælle, at hun i første omgang blev skuffet, da hun fandt ud af, at hun ventede en dreng.

»Kønsskuffelse er selvfølgelig noget lidt åndssvagt og meget heteronormativt. Men jeg havde forestillet mig, at jeg var gravid med en lille pige, så det var simpelthen bare min umiddelbare tanke og reaktion,« siger hun.

Selvom tilværelsen udefra måske kan se legende let ud med to influencerkarrierer, børn og et drømmehus på landet, har influencerfamilien udfordringer præcis som de fleste andre.

Lige nu fylder det, at Jesper Søvndal har angst. Noget, som Johanne Mygind opfordrede ham til at åbne op om på sin Instagram-konto. Angstanfaldene begyndte i sommer, og selvom han med tiden har fået det bedre, fylder det stadig, at han ikke har helt så meget overskud i hverdagen, som han plejer.

Det betyder, at han i perioder skruer lidt ned for arbejdet. Og hvis han ikke kan handle ind, bestiller familien pizza. Ligesom Johanne prøver at aflaste ham og tage lidt mere over på pasningen af Bille.

»Balancen er tippet lidt, fordi jeg tager mere over. Men det gør mig slet ikke noget. Nogle kvinder synes, det er svært at skulle trøste deres mand, men sådan har jeg det ikke. Han må gerne være sårbar,« siger hun.

Lige nu har både Johanne Mygind og Jesper Søvndal skruet lidt ned for arbejdet, så de har mere tid til at tage sig af deres lille søn og hinanden. Når der er mere energi på kontoen, skruer de op igen. Og det er netop den fleksibilitet, Johanne Mygind elsker ved at være influencer.