Da de argentinske landsholdsspillere søndag triumferende kunne hæve VM-trofæet over hovedet, var der en fremmed i blandt dem.

Det tyrkiske internetfænomen, Nusret Gökçe alias Salt Bae, jublede og poserede sammen med de argentinske spillerne – på banen.

Nu vil FIFA undersøge, hvordan den jakkesætklædte kok, der er kendt for at salte og servere mørt og sommetider guldbelagt kød til alverdens A-navne, pludselig kunne stå midt mellem sejrherrerne.

Ikke bare poserede kokken ved siden af de argentinske spillere, han sneg sig også til at kysse og holde trofæet.

Dét har fået blandt andre den italienske topangriber, Giuseppe Rossi, til at rase:

'Salt Bae kan kysse min røv. Han vil have al opmærksomheden og endda røre pokalen,' har han skrevet på Twitter.

Efterfølgende har ikke bare kokken, men også FIFA fået kritik for hændelsen. Mens Salt Bae tilsyneladende ikke angrer, er man hos FIFA ikke så stolt af situationen.

Hidtil har organisationen holdt lav profil, men nu indrømmer FIFA, at kokken ikke burde have været at finde på banen under fejringen. Torsdag lovede man, at 'en intern undersøgelse’ skal afdække, hvordan Salt Bae fik adgang til banen, skriver Daily Mail.

Salt Bae, viste også sin særlige saltningsteknik ved en fodboldkamp mellem AC Milan og Napoli i september. Foto MIGUEL MEDINA / AFP.
Salt Bae, viste også sin særlige saltningsteknik ved en fodboldkamp mellem AC Milan og Napoli i september. Foto MIGUEL MEDINA / AFP. Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

Ifølge FIFA's egne regler er det nemlig kun få forundt at røre VM-trofæet.

»Som et af de mest anerkendte sportssymboler i verden og et uvurderligt ikon, må det originale FIFA World Cup trofæ kun røres og holdes af en udvalgt gruppe mennesker, som omfatter tidligere vindere af FIFA World Cup og statsoverhoveder,' foreskriver FIFAs egne retningslinjer fra 1974.

Sagen er speget, for det var FIFA-præsidenten, Gianni Infantino, der gav Salt Bae et VIP-pas til finalen, selvom kokken ikke havde noget at gøre der.

Infantino, der i øvrigt har meddelt, at han går efter at blive FIFA præsident frem til 2031, er før set i selskab med kokken, ligesom han under VM-turneringen besøgte kokkens Steakhouse i Qatar.

Tilbage i 2014 fik popstjernen Rhianna også lov at holde trofæet, efter Tyskland havde banket Argentina i finalen, men dengang fik det ikke noget efterspil.