Bagmanden bag skandalefestivalen Fyre Festival, Billy McFarland, er endnu en gang en fri mand.

De skriver flere internationale medier, herunder New York Post.

Fupmageren er sluppet ud af fængslet efter at have afsonet fire år af sin seksårige dom.

Den 30-årige blev i slutningen af marts flyttet til et udslusningshus, hvor han ifølge TMZ skal være til starten af september.

Billy McFarland havde erkendt sig skyldig i svindel, efter han havde snydt folk til sin festival i Caribien.

Her havde deltagerne betalt op mod 600.000 danske kroner for at deltage i det, de troede var en luksuriøs festival.

Da de ankom, var der dog tale om et sandt mareridt uden nok sovepladser og ordentligt mad og uden de hytter, som de havde betalt for i dyre domme.

Billy McFarland accepterede, at han måtte betale 26 millioner dollar tilbage til dem, der havde købt en billet til festivalen.

Han erkendte sig også skyldig i at have solgt falske billetter til arrangementer som Met Gala og Burning Man.

Her havde han svindlet køberne for omkring 100.000 dollar.