De stenrige russere er kommet i søgelyset, efter at Vesten har sat klapjagten ind på oligarker.

Men mens flere af dem er lette at finde og i årevis har optrådt på lister over verdens rigeste, så findes der også en ny og mere hemmelig gruppe af oligarker. Og de gemmer deres formuer godt.

Måske har de lært det af oligarken over dem alle, som mange mener må være den russiske præsident, Vladimir Putin.

Selvom han officielt ikke ejer mere end en lejlighed, en hund og får en løn på omkring 900.000 kroner, så menes den 69-årige mangeårige præsident at være så formuende, at han formentlig kan kalde sig verdens rigeste mand. Visse eksperter har forsigtigt anslået hans formue til omkring 200 milliarder dollar svarende til over 1.354 milliarder kroner.

Putin og Shoigu har i mange år været tætte venner. I 2007 tog de to endda Monacos fyrst Albert med på en fisketur i Yenisei-floden ved grænsen til Mongoliet.
Putin og Shoigu har i mange år været tætte venner. I 2007 tog de to endda Monacos fyrst Albert med på en fisketur i Yenisei-floden ved grænsen til Mongoliet. Foto: DMITRY ASTAKHOV
Vis mere

Men også andre i toppen af den russiske magtelite har formået at booste deres formuer.

Mens mange af de gamle oligarker blev milliardærer på at opkøbe tidligere statsejede selskaber som nikkelminer, stålminer, olie og andet, og er blevet så rige, at de fast er med på det amerikanske finansmagasin Forbes liste over verdens rigeste, så er de nye oligarker langt sværere at finde.

Det fortæller Ruslands-ekspert Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved DIIS.

»De andre er opmærksomme på ikke at skilte med deres formuer. De vil være meget opmærksomme på, at de ikke dukker op på Forbes' liste over mest velhavende russere. For så vil man begynde at se på, hvordan de har tjent deres penge, hvis de nu bare officielt sidder som administrator for et eller andet. Hvorimod de oligarker fra 90erne vil sige, at de har investeret i olie og naturgas og stålindustrien og den slags,« siger han.

Elvira Nabiullina har været en trofast hjælper og støtte for Putin gennem mange år. Nu er hun direktør for den russiske centralbank.
Elvira Nabiullina har været en trofast hjælper og støtte for Putin gennem mange år. Nu er hun direktør for den russiske centralbank. Foto: Alexei Nikolsky
Vis mere

Ifølge Splidsboel er det i Putins allertætteste inderkreds – herunder i regeringstoppen og tæt omkring den – at man skal lede efter de nye oligarker.

»Putin har et tæt forhold til alle de nye oligarker. Og man skal jo tænke på, at alle dem, der er i Putins inderkreds, de er næsten allesammen oligarker,« siger han og fortsætter:

»Og det er ikke folk, der er kommet ind med penge. Nogle af de andre har tjent deres penge på et tidligere tidspunkt, men det her er folk, der er blevet meget velhavende, fordi de er blevet en del af inderkredsen. Og det er tankegangen: Hvis man får politisk indflydelse i Rusland, så sørger man også for at få noget økonomisk indflydelse, for ellers er man dum.«

Flemming Splidsboel kan ikke direkte sætte navne på, hvem der helt præcis er de nye oligarker, men et godt sted at lede kan være på listerne over de mest magtfulde personer i Rusland.

Vladimir Putin var ikke bange for at smide trøjen, da han i 2017 var på fisketur med sin ven, forsvarsminister Sergey Shoigu.
Vladimir Putin var ikke bange for at smide trøjen, da han i 2017 var på fisketur med sin ven, forsvarsminister Sergey Shoigu. Foto: ALEXEY NIKOLSKY
Vis mere

»Der er nogen af dem, som Putin er meget tæt på. De ses privat og tager måske på ferie sammen og går i sauna sammen,« fortæller Splidsboel.

Blandt de russere, som man ved både er magtfulde og velhavende, hører blandt andet patriarken, som er leder af den russisk-ortodokse kirke. Også forkvinden for det russiske føderationsråd, Valentina Matvijenko, samt direktøren for den russiske centralbank, Elvira Nabiullina, er begge både meget magtfulde og rige, ifølge Splidsboel. Ifølge BBC hører de også til Putins inderste cirkel.

Flere af de nuværende russiske ministre er også blevet afsløret i at leve et liv i luksus og have tilknytning til store formuer.

I 2021 kom det frem i en dokumentar lavet af holdet omkring den russiske aktivist og leder af den russiske opposition Aleksej Navalnyj, at den russiske udenrigsminister, Sergey Lavrov, i mange år har haft en ekstra familie med sin elskerinde, Svetlana Polakova, og at både hun og hendes datter på uforklarlig vis har store formuer til rådighed.

Valentina Matviyenko, der er forkvinde for det russiske føderationsråd, er også med i Putins inderkreds.
Valentina Matviyenko, der er forkvinde for det russiske føderationsråd, er også med i Putins inderkreds. Foto: EVGENIA NOVOZHENINA
Vis mere

Svetlana Polakovas formue blev anslået til svimlende 121 milliarder kroner, selv om hun blot er en ikke særlig kendt skuespillerinde og restauratør.

Desuden vakte det opsigt, at hendes datter, Polina Kovaleva, i 2016 i en alder af kun 21 år kontant kunne købe en lejlighed til 4,4 millioner pund (29 millioner kroner, red.) i det dyre Kensington i London, selvom hverken hendes mor eller far på papiret er rige.

Kovaleva, der har haft base i London, blev i sidste uge sanktioneret af Storbritannien.

Også den russiske forsvarsminister, Sergey Shoigu, som er kendt for at tage på private ferier med Putin, er på mystisk vis blevet meget rig ifølge dokumentaren lavet af Navalnyjs hold.

Blandt andet blev hans søn dollarmillionær, da han fyldte 19 år, fremgår det af dokumentaren fra holdet omkring Navalnyj.

Mange af formuerne er også pakket ind i aktier fra den statslige bank, Bank Rossija. Blandt andet gik Putins første elskerinde, Svetlana Krivonogikh, som han menes at have en datter sammen med, på mystisk vis fra at være en ukendt rengøringsassistent til at være en af Ruslands rigeste kvinder. Hun fik desuden tre procent af aktierne i Bank Rossija.

»Det kan godt være, at oligarkerne fra 90erne er mere velhavende både reelt og også på papiret, men den kreds omkring Putin er også meget velhavende,« siger Splidsboel og tilføjer, at de dog ikke gør opmærksom på sig selv på samme måde ved at købe store yachter og andet ekstravagant.