Det kan godt være, at du aldrig har mødt eller stiftet bekendtskab med Emil Sanderhoff. Men du kender godt typen som ham. Typen, der smitter med sin begejstring.
I Emils Sanderhoffs tilfælde rummer det en begejstring for biller, sommerferieminder med skorpioner og et opråb til børn, og i virkeligheden nok mest deres forældre, om at komme ud i den natur, der begynder lige uden for vores hoveddør.
»Måske finder du en uglefjer eller en dyreknogle. Og så er det bare hjem og slå op i bogen, hvad det kan være. Børn er virkelig gode til det. Og hvis først de voksne også får øjnene op for det, så er det også magisk for dem,« forklarer Emil Sanderhoff.
Det her er en fortælling om Emil Sanderhoff fra Sydfyn. Lad os kalde ham Danmarks svar på den australske krokodillejæger Steve Irwin.
»Det er et kompliment. Du kunne virkelig mærke hans begejstring for de der kryb. Dem havde han et brændende hjerte for. Senere hen blev det måske lidt et cirkus, det, han lavede, men til at starte med var det virkelig dybfølte følelser, han havde for de dyr dér. Og det smittede af på folk,« siger Emil Sanderhoff.
Og så er det en fortælling, der rummer en dyb kærlighed til naturen. Og en mindst lige så dyb taknemmelighed over den barndom, han havde i hjemmet i Håstrup, den lille landsby ved Faaborg, hvor han selv bor i dag.
»Min far var naturinteresseret. Min mor var meget optaget af planter. Min far kunne godt lide at kigge på fugle, så de var gode til at tage os med rundt i naturen og gå på opdagelse.«
»Jeg har altid været ret nørdet. I konfirmationsgave fik jeg udstoppede fugle, teleskoper og fuglebøger. Og så har jeg samlet på biller hele mit liv,« fortæller Emil Sanderhoff.
Han husker tydeligt, hvordan han selv allerede i de tidlige år var draget af naturen. Skolen derimod sagde ham ikke ret meget.
»Jeg hadede at gå i skole. Det var noget af det værste, jeg vidste. Så snart jeg havde fri – og jeg kunne også nogle gange finde på at pjække – så tog jeg ud for at fange dyr.«
En dag ude i skoven, mens Emil Sanderhoff var ved at hive en snog op af et vandhul ved Trente Mølle Naturskole, blev han nappet på fersk gerning af den lokale naturvejleder Leif.
»Så måtte jeg jo fortælle ham, at jeg ikke kunne lide at gå i skole. At jeg ikke var særlig god til det, og at det ikke lige var noget for mig.«
Reaktionen fra Leif husker Emil Sanderhoff tydeligt den dag i dag:
»Han sagde til mig: 'Hvis du nu tager i skole, så kan du blive uddannet naturvejleder ligesom mig. Så kan du bruge hele dit liv på at fange dyr, snakke om dyr og tage ud i naturen på opdagelse'.«
»Det var ligesom mit kald: Jeg skal være naturvejleder, så jeg kan komme ud i naturen. Jeg har nok været 11 år dengang.«
33-årige Emil Sanderhoff er uddannet fra Den Frie Lærerskole i Ollerup og har siden været rundtomkring som formidler af naturens herligheder. På naturskole, morgen-tv, børnefjernsyn, og lige for tiden underviser han tre dage om ugen på en efterskole.
Men særligt ét sted har været gennemgående for Emil Sanderhoff, nemlig det naturhistoriske museum Naturama i Svendborg.
Det er blandt andet herfra, han har bjergtaget børn og deres forældre med vilde historier om vorteøglen Valdemar, fugleedderkoppen Dorthe, slangen Stella, og de andre kryb og kræ med navne som Merkel, Putin og Connie.
Og det er især børnenes øjne, som Emil Sanderhoff gerne vil åbne for naturen.
»Der er millioner af eventyr, der bare venter på at blive udforsket, lige uden for døren. Og det er lige præcis det, jeg håber, at jeg kan inspirere børnene til.«
Hans ønske er, at børn i dag kom til at kede sig lidt mere.
»Børn i dag har jo ikke tid til at kede sig, for de sidder jo altid med et eller andet apparat foran sig og bliver konstant underholdt.«
»Værdien af at kede sig er jo faktisk fuldstændig vanvittig stor, og ud af kedsomheden kommer jo alle de sjove ideer,« forklarer Emil Sanderhoff.
Selv husker han tilbage på alle de dyr, han fangede som barn, de terrarier, han byggede, og de slange- og luftbøsser, han lavede hjemme i Håstrup.
»Jeg er jo dybt taknemmelig for min barndom og den frihed, vi havde. Og jeg er taknemmelig for, at der ikke var alle de der skærme. Fordi selvfølgelig bliver man fanget af det. Jeg kan sagtens unde børnene, at de skal det. Men jeg synes også, at det er vigtigt, at børn får lov at kede sig og netop komme til at lave løjer.«
»Alle de fede oplevelser, jeg havde dengang, har skabt fundamentet for den, jeg er i dag.«
Og de oplevelser forsøger han nu at sende videre til de børn, og deres forældre, som han gerne vil ramme med sin formidling.
»Jeg tror ikke, dine sejre på 'Counter-Strike' (et computerspil, red.) er noget, du nødvendigvis husker, når du er en gammel mand. Men dét øjeblik, hvor du fanger din første fisk på din fiskestang, eller dét øjeblik, du skyder en fasan eller kommer til at sprænge naboens postkasse i luften. Det er jo sådan nogle ting, du husker,« forklarer Emil Sanderhoff med sin smittende begejstring.
