Først handlede historien om en lærers krænkelser og ledelsens håndtering heraf. Det var i februar.

Fire måneder senere har European Film Colleges forstander trukket sig, og en gruppe elever kræver, at bestyrelsen gør det samme.

»Hvor det startede med historierne om magtmisbrug og MeToo, har det udviklet sig til en generel kritik, fordi eleverne ikke mener, der er nok demokrati på skolen, fordi de ikke føler sig taget alvorligt,« forklarer Claus Christensen, der er chefredaktør på filmmagasinet Ekko, til B.T.

Ekko har løbende dækket sagen, og mediets journalist Frederik Hoff omtalte første gang 'Højskolesagen', som Ekko har navngivet den, i en artikel i februar.

I artiklen kritiserede flere filmhøjskolen i Ebeltofts ledelse for ikke at have håndteret en sag om grænseoverskridende opførsel fra en lærer ordentligt.

Både forstander Ellen Riis og bestyrelsesformand Ole Christian Madsen blev tilbudt at stille op til interview, men ønskede det ikke.

I stedet besvarede begge spørgsmål over mail, og førstnævnte undskyldte over for de krænkede elever, men berettede også at have handlet hurtigt og resolut.

Efterfølgende beskrev Ekko, hvordan forstanderen i førnævnte mail talte usandt om en detalje i en krænkelsessag, samt hvordan en ny sag om krænkelser dukkede op.

Ellen Riis tog i marts konsekvensen og trak sig som forstander.
Ellen Riis tog i marts konsekvensen og trak sig som forstander. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

26. marts meddelte Ellen Riis så, at hun ville trække sig som forstander til sommer.

»Jeg er blevet en belastning for skolen, og jeg kan tage bedre vare på mig selv, hvis jeg rykker videre til noget andet,« sagde hun ifølge Ekko.

I samme forbindelse beklagede European Film Colleges bestyrelse i en pressemeddelelse hendes afgang.

»Vi kommer til at savne hende,« lød det blandt andet i meddelelsen, der begrundede forstanderens opsigelse med »en række artikler i filmmagasinet Ekko, som har centreret sig om en alvorlig sag, hvor en lærer med grænseoverskridende adfærd krænkede en elev«.

»Men også en række artikler, som bestyrelsen opfatter som urimeligt personforfølgende.«

Sidstnævnte udsagn kan Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, ikke nikke genkendende til:

»Den var vi overraskede over. Vi har givet forstanderen mulighed for at svare, hvilket hun har gjort skriftligt, og der er så nogle ting i de svar, der ikke stemmer overens med sandheden, og som medie er man forpligtet til at fortælle den – ikke mindst fordi usandheden gik ud over en krænket elev.«

»Vi ville jo meget gerne have lavet yderligere interviews med skolen og så videre, men det har man ikke ønsket.«

Claus Christensen, chefredaktør på Ekko.
Claus Christensen, chefredaktør på Ekko. Foto: Filmmagasinet Ekko
Vis mere

Kritikken af Ekko til trods har mediet fortsat dækningen.

Blandt andet af hvordan filmhøjskolens ledelse skulle være blevet advaret om, at den føromtalte lærer tidligere havde haft en krænkelsessag over hovedet i Texas. Samt hvordan Klaus Hansen overtog jobbet som forstander fra Ellen Riis før tid, og hvordan 57 elever til sidst endte med at sende et klagebrev til bestyrelsen.

»Vi er en gruppe tidligere elever og tre studerende på University of Texas, der oplever jeres håndtering, eller mangel på samme, af de ovennævnte situationer som værende præget af ignorance og mangel på forståelse,« lød det.

I et svar til eleverne beklagede bestyrelsen, at man på filmhøjskolen ikke havde haft de rette værktøjer til at opdage og reagere på den upassende adfærd. Den undskyldning, som flere efterlyste, udeblev dog.

Blandt andet dette er baggrunden for, at eleverne nu kræver bestyrelsen afsat.

»Vi erklærer hermed vores mistillid til bestyrelsen såvel som ledelsen,« lyder det i et nyt brev beskrevet af Ekko.

B.T. ville gerne have talt med forstander Klaus Hansen om sagen, men det har for nuværende ikke været muligt.

Han henviser til en meddelelse på skolens hjemmeside, hvori det lyder, at skolen har tilbudt at invitere tidligere og nuværende elever til dialogmøde.

Ole Christian Madsen, dansk filminstruktør og bestyrelsesformand på filmhøjskolen.
Ole Christian Madsen, dansk filminstruktør og bestyrelsesformand på filmhøjskolen. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Til Politiken fortæller bestyrelsesformand Ole Christian Madsen, at bestyrelsen er »kede af de oplevelser, som nogle af de tidligere elever har haft«, men afviser fortsat, at en undskyldning kan komme på tale.

»Bestyrelsen kan ikke undskylde for noget, den ikke har haft viden om.«

6. juni holder en række tidligere og nuværende studerende stormøde om sagen.

Claus Christensen understreger, at Ekko agter at følge den til dørs.

»Det er jo en sag, der i virkeligheden handler om, hvordan skolens ledelse har tacklet tingene. Den handler mindre om den grænseoverskridende adfærd.«

»Eleverne har ikke følt sig taget alvorligt.«