Han var kendt som den kække frontfigur med kasket, tatoveringer og farverige T-shirt for sin tøjvirksomhed Hummel.

Men Christian Stadil var næsten ikke til at kende, da han forleden dukkede op i en video, hvor han præsenterede familieselskabet Thornicos årsregnskab.

Her så man en rimelig strømlinet Stadil i jakkesæt og slips på bedste forretningsmaner præsentere årsregnskabet.

Noget af et imageskifte, vurderer kommunikationseksperter.

Sådan så Christian Stadil ud, da han for nyligt præsenterede Thornicos årsregnskab.
Sådan så Christian Stadil ud, da han for nyligt præsenterede Thornicos årsregnskab. Foto: screendump/ instagram
Vis mere

»Det er virkelig sådan et bogstaveligt hamskifte, han foretager – fra den der sprællemand til den voksne habitdreng,« siger Judy Hermansen, der er kommunikationsrådgiver i Institut for Marketing & Management hos SDU.

Hun vurderer, at det handler om, at Christian Stadil efterhånden har nået så voksen en alder (han fylder 50 år til november, red.), at det har været nødvendigt at lægge vildskaben lidt på hylden.

»Det virker, som om han påtager sig sådan en traditionel voksenrolle nu i forbindelse med, at han skal overtage og tegne virksomheden på en anden måde. Tidligere har han jo meget sat en ære i at være legebarnet, og det har været det, der tegnede virksomheden fra hans side, mens han havde sin voksne far ved siden af, som hele tiden har været mere seriøs,« siger Judy Hermansen.

Christian Stadil og hans far, Thor Stadil, fortalte i 2020 til Finans, at planen er, at familien forventer tronskifte i familievirksomheden, konglomeratet Thornico, inden for en kort årrække.

Der var ikke så meget 'habitdreng' over Christian Stadil tidligere. Her ses han med med sin dengang lille søn Winston i 2013.
Der var ikke så meget 'habitdreng' over Christian Stadil tidligere. Her ses han med med sin dengang lille søn Winston i 2013. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Thornico er allerede ejet 100 procent af Christian Stadil, og han er direktør for virksomheden. Familien har efter offentliggørelsen af det seneste årsregnskab opgjort værdien i selskabet til at være på mellem 10 og 15 milliarder kroner.

Og Christian Stadils nye rolle som frontfigur for hele Thornico, hvilket også indbefatter møder med højtstående udenlandske forretningsfolk, stiller nogle krav.

»Han er kommet i en kontekst nu, hvor han ikke længere er den der freerider, men hvor han skal tegne virksomheden også overfor internationale partnere og finansverdenen, og så er man på en eller anden måde nødt til at spille spillet blandt de fugle, man er iblandt,« siger Judy Hermansen.

Kommunikationsekspert Anne Thygesen er enig. Hun mener, at Stadils regnskabsvideo klart viser, at han er ved at gå en ny vej med sin stil.

Det var ikke et jakkesæt, som Stadil havde iklædt sig, da han i 2012 mødte kronprinsesse Mary.
Det var ikke et jakkesæt, som Stadil havde iklædt sig, da han i 2012 mødte kronprinsesse Mary. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Stadils image er anderledes i forhold til så mange andre forretningsfolk, da han er sådan halv kendis og halv forretningsmand, og så er han også iværksætter. Og de kan jo gøre crazy ting,« siger hun.

»Men han ejer også et kæmpe erhvervsimperium, og det andet image stritter imod det,« forklarer hun videre og tilføjer, at hun kommunikationsmæssigt synes, at den kendte rigmand har landet den meget godt med sin lidt smarte regnskabsvideo.

»Der er ikke så mange forretningsfolk, der sender en video ud på Facebook. Det er et misk-mask af roller. Men det er egentlig meget cool. Han prøver ligesom at pleje alle images på en gang,« siger hun og henviser til, at Stadil også er storbruger af de sociale medier.

Christian Stadil indrømmer gerne overfor B.T., at hans image er blevet lidt mere seriøst og forretningagtigt på det seneste – blandt andet med omtanke på de vigtige samarbejdspartnere i udlandet.

Christian Stadil med sin kone, Alice.
Christian Stadil med sin kone, Alice. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Når man bliver ældre, så er der grænser. I gamle dage var det noget andet, så havde jeg en mission om at få markedsført Hummel, og der var det måske okay at være lidt skæv og lidt anderledes i forhold til at få sat os på landkortet. I dag er der lidt andre ting, der spiller ind. Der er både noget alder i det og noget tid og sted, men vildskaben skal stadig være der,« fortalte Christian Stadil til B.T. forleden.

Familien Stadil var i 2020 landets 35.-rigeste på Berlingskes liste over Danmarks 100 rigeste. Det forventes dog, at familien i år tager et massivt spring op ad listen, da familiens formue er blevet massivt opjusteret.

Du kan se Stadils video herunder: