Lyt til artiklen

Han har fået indefrosset alle sine aktiver i Europa. Han har sejlet sine superyachter ud af EU, efterladt sine milliondyre hjem, og så har han både prøvet at være fredsmægler samt at blive forgiftet.

Putins invasion af Ukraine har haft store konsekvenser for en af Europas mest kendte oligarker, den tidligere Chelsea-ejer Roman Abramovich, der har mistet en stor del af sin formue.

Ifølge Bloomberg er Abramovichs formue på et år svundet med over 40 procent og vurderes nu til at være på 78 milliarder kroner.

Den 55-årige Abramovich, der er vokset op i Sibiren, skrev sig ind i rækkerne af nogle af verdens mest kendte oligarker, da han i 2003 købte den britiske fodboldklub Chelsea for 140 millioner pund.

Roman Abramovich var den 22. juli med ved indgåelsen af aftalen mellem Rusland og Ukraine.
Roman Abramovich var den 22. juli med ved indgåelsen af aftalen mellem Rusland og Ukraine. Foto: SEDAT SUNA
Vis mere

Forinden havde han skabt en formue på blandt andet olie, aluminium og aktier i det russiske flyselskab Aeroflot.

Abramovichs køb af Chelsea var en slags adgangsbillet til en anerkendelse i Vesten. Nogle kritikere mener, at det var Putins idé, da Abramovich menes at have tætte relationer til den russiske præsident.

Købet af Chelsea gjorde ham dog samtidig verdenskendt, og det bider ham måske i halen nu. For hans kendisstatus har formentlig gjort ham mere iøjenfalende, da de europæiske myndigheder indledte en klapjagt på oligarker.

Kort efter at krigen brød ud, fik Abramovich travlt med at forsøge at sælge sine britiske ejendomme og fodboldklubben Chelsea. Chelsea blev solgt med en klausul om, at Abramovich skulle donere overskuet fra salget til ofrene for krigen i Ukraine.

Det var i Istanbul, at aftalen om korneksport blev underskrevet.
Det var i Istanbul, at aftalen om korneksport blev underskrevet. Foto: OZAN KOSE
Vis mere

Andre af hans aktiver som hans luksuriøse Kensington-ejendom i London, som han købte for 791 millioner kroner i 2009, nåede ikke at blive solgt, før England valgte at sanktionere ham.

Og et resultat af hans økonomiske nedtur sås blandt andet i juli, da hans London-baserede firma MHC (Services) Ltd. bad om at blive likvideret, skriver Bloomberg.

Mediet har vurderet, at alene hans samlede aktiver i London udgjorde en formue på 4 milliarder pund, svarende til 35 milliarder kroner før den russiske invasion. Det svarede til en tredjedel af Abramovichs formue.

Abramovich har ellers selv forsøgt at være fredsmægler mellem de to nationer på Ukraines opfordring.

Med Roman Abramovichs ekskone Irina ved en fodboldkamp i Monaco.
Med Roman Abramovichs ekskone Irina ved en fodboldkamp i Monaco. Foto: DARREN STAPLES
Vis mere

Kort efter forhandlingsmødet i marts fik Abramovich samt to ukrainske embedsmænd symptomer på forgiftning, kunne BBC efterfølgende berette.

I juli har Abramovich igen været brugt som mægler, da Rusland indgik en fredsaftale med Ukraine, så skibe med korn til eksport atter kunne sælge fra ukrainske havne uden at blive bekriget.

Ifølge Liana Semchuk, der er efterretningsanalytiker i Eurasien hos konsulentfirmaet Sibylline i London, viser Abramovichs indblanding, hvor meget han har på spil. Hun mener dog, at det ser skidt ud for Abramovichs fremtid som forretningsmand i London.

»Selv ved det usandsynlige scenario, at sanktionerne bliver fjernet, så vil det stadig være meget svært for ham at finde vej tilbage til Storbritannien og EU,« siger hun til Bloomberg.

Abramovichs yacht 'My Solaris', da den lå i den tyrkiske havn Bodrum i marts. 
Abramovichs yacht 'My Solaris', da den lå i den tyrkiske havn Bodrum i marts.  Foto: ALI BALLI
Vis mere

Hun mener i stedet, at Abramovich, der de seneste to årtier primært har boet i London, hvor hans børn også har gået i skole, nok må forvente at finde andre græsgange til at genopbygge sit forretningsimperium.

Abramovich har også ejendomme i Frankrig og Rusland. Han har desuden – foruden russisk statsborgerskab – også statsborgerskab i Portugal og Israel.

Foruden sine to superyachter har han også flere andre yachter, flere privatfly samt investeringer i mere end 100 kapitalfonde – herunder i USA, som er foregået gennem udenlandske skuffeselskaber.

Angiveligt har Abramovich kigget på ejendomme i det eksklusive område Palm Jumeirah (en af de kunstige øer, der ligner palmer) i Dubai, skriver Bloomberg.

Roman Abramovich med sin ekskone Irina i 2003.
Roman Abramovich med sin ekskone Irina i 2003. Foto: STR
Vis mere

Hans privatfly har befundet sig i Dubai eller Moskva siden marts, og to af hans luksusyachter, 'Solaris' og 'Eclipse', blev allerede kort efter invasionen sejlet til tyrkiske farvande for at undgå sanktioner.

Begge yachter, der tilsammen har en værdi på over 15 milliarder kroner, ligger torsdag fortsat ud for den tyrkiske kyst, fremgår det af vesselfinder.com.