Siden dokumentaren om Herlufsholm blev udgivet på TV2, hvor systematisk vold og mobning er omdrejningspunktet, har der været kritik af kronprinsesse Marys fond Mary Fonden, der har gjort det til sin mærkesag at kæmpe imod mobning.

Flere debattører og brandingeksperter var enige om, at det skadede Mary Fondens brand, at Kronprinsessen holdt fast i, at hun ikke havde kendt til mobning og vold på skolen, når hun selv arbejdede med netop dette i fonden.

Fonden har ikke tidligere ønsket at udtale sig eller medvirke i interviews omkring kritikken, men nu deler de en opklaring af deres arbejde i et opslag på LinkedIn.

»Siden dokumentaren om Herlufsholm blev sendt på TV 2 i forrige uge, har der i nogle medier og på sociale medier hersket en del usikkerhed omkring Mary Fondens rolle og arbejde. For at undgå antagelser, der bygger på forkerte fakta, ønsker jeg at give en kort indføring i vores arbejde,« lyder det indledningsvist fra direktør Helle Østergaard i opslaget.

»Mary Fonden identificerer, udvikler og driver projekter i samarbejde med partnere med det formål at bekæmpe social isolation indenfor indsatsområderne; Mobning og Trivsel, Ensomhed, og Vold i Hjemmet. Mary Fondens formål er ikke at behandle enkeltsager.«

I opslaget slår Helle Østergaard fast, at man i fonden ikke har eller er bekendt med enkeltsager, som er det, der fremlægges i dokumentaren 'Herlufholms hemmeligheder'.

»Mary Fonden har på de tre indsatsområder nedsat et panel af eksperter, der giver os input og sparring i arbejdet med vores projekter og indsatsområdet med udgangspunkt i deres viden og forskning. Medlemmerne af ekspertpanelerne fremlægger ikke konkrete enkeltsager for os,« skriver direktøren og fortsætter:

»Både fordi medlemmerne ikke må videregive oplysninger af personfølsom karakter, og fordi vi ikke er sat i verden for at handle på enkeltsager. Medlemmerne af panelerne er ulønnede og er ikke i et ansættelsesforhold hos Mary Fonden, ligesom ingen af dem sidder i vores bestyrelse.«

Slutteligt håber direktøren med opslaget at give et rigtigt billede af, hvad fonden arbejder med og for.

»Inden for området Mobning og Trivsel har Mary Fonden i 15 år arbejdet med at udvikle værktøjer til lærere og pædagoger for at klæde dem bedre på til at kunne forebygge og håndtere mobning. Vi har bl.a. sammen med Red Barnet udviklet Fri for Mobberi, der i dag er ude i mere end halvdelen af alle daginstitutioner og indskolinger.«

Til B.T. bekræfter Mary Fonden i et skriftligt svar, at de ikke var bekendt med sager på Herlufsholm.

»Mary Fonden kendte ikke til sager om Herlufsholm, der ikke allerede var kendt af offentligheden. Mary Fonden identificerer, udvikler og driver projekter i samarbejde med partnere indenfor områderne Mobning og Trivsel, Ensomhed og Vold i Hjemmet. Vi har hverken mulighed for eller kompetencer til at gå ind i enkeltsager eller føre tilsyn med enkelte skoler. Det har aldrig været Mary Fondens rolle.«