Lyt til artiklen

Danmarks Radio nedlægger 20 stillinger.

Det skriver Mediawatch.

Det er i afdelingen DR Medieproduktion, hvor medarbejderne i går har fået beskeden.

»Jeg har i går fortalt mine medarbejderne i DR Medieproduktion, at op mod 20 stillinger desværre skal nedlægges. Det er en afledt effekt af de ændringer, DRs indholdsområder gennemførte i efteråret, og som vi nu tilpasser medieproduktionen til,« skriver Charlotte Borg til Mediawatch.

DR Medieproduktion er, som navnet antyder, en intern produktionsenhed, der har omkring 300 årsværk, men ændringerne rammer også de løst ansatte og freelancerne, lyder det.

Som Charlotte Borg skriver til Mediawatch, skyldes fyringsrunden, at DR i september præsenterede en ny plan, der betød, at 47 medarbejdere ifølge Mediawatch blev fyret, og flere programmer blev lukket eller markant ændret.

Dengang lød det, at DR ville flytte ressourcer fra indholdsproduktionen i retning af digital udvikling.

Over for fagmediet Mediawatch fortæller Henrik Friislev Vilmar, fællestillidsmand for de journalistiske medarbejdere i DR, at de håber på, at nedbringe antallet af fyringer.

»Jeg er ked af, at vi endnu en gang skal igennem en fyringsrunde i DR. Det skaber en masse utryghed, som bliver hængende i lang tid, og jeg havde håbet, at man kunne klare det ved naturlig afgang og ansættelsesstop,« siger han.