Seks år på Amager kan slide enhver mand op.

Men om det netop er de geografiske omstændigheder, der er på spil her, står ikke klart.

Men klart står det, at Nikolai Thyssen efter seks år stopper i DR, der hører til i DR Byen på Amager.

Han stopper som chef for Event og Udvikling, og før det var han blandt andet kanalchef for P1 og programchef for Deadline på DR2.

Det skriver han selv på Facebook.

»Jeg tænkte, at jeg aldrig helt passede ind på chefgangen i DR, og alligevel er jeg kun blevet mødt med omsorg, anerkendelse og accept. Det er sgu ret vildt!« skriver han.

Men han beskriver også DR som en kampplads:

»Det er fordi, vi altid er ved at gå fra hinanden, og fordi opgaven hver dag er at etablere et fælles sprog for den verden og den historie, vi deler. Det er ikke altid, vi lykkes, men det er derfor, DR er til.«

I kommentarsporet vælter det ind med kommentarer fra andre DR-chefer, der ønsker ham held og lykke.

For eksempel fra Lisbeth Langwadt, redaktionschef for 'Bred kultur og fakta', der kalder det »et kæmpe tab for danskerne«.

Over for Ekstra Bladet fortæller Thomas Falbe, chefredaktør i DR Nyheder, at Nikolai Thyssens stilling er blevet nedlagt.