For 30 år siden forudsagde en clairvoyant, at Dennis Knudsen ville få barn med en amerikansk kvinde. Mange år senere gav en anden clairvoyant ham to tarotkort:
- På det ene var en kvinde med to æg i en kurv.
- På det andet en regnbue.
Hele sit voksenliv har kendisfrisøren og stylisten Dennis Knudsens kæmpet med angst. Han har været bange for at blive syg, for at blive skør og for at dø. Men som 57-årig har han endelig fundet ro i troen på, at:
»Der er mere mellem himmel og jord, end vi kan forstå.«
For ham er beviset, at han er blevet far – præcis på den måde, det blev forudsagt:
- Den dag, hans første søn, Lucas, blev født, stod der en regnbue over hospitalet i Arkansas.
- Til maj bliver han far til sin anden søn, der skal hedde Noah.
- Begge sønner er undfanget med hjælp fra to amerikanske kvinder – en ægdonor og en rugemor.
Dennis Knudsen har drømt om at få børn, siden han var i begyndelsen af 30erne.
»Jeg har altid tænkt, at jeg ikke ville frarøve mit barn retten til at have en mor og et bryst,« siger han.
Så han forsøgte at opfylde drømmen med seks forskellige danske kvinder, inden han blev alenefar – som spået.
»Mit biologiske ur gjorde, at jeg ikke kunne udsætte det mere, hvis jeg skulle have nogle gode år med børnene.«
Det vendte op og ned på Dennis Knudsens liv, da han for et år og otte måneder siden blev far – første gang.
»Det er løgn at sige, at alle dage er fantastiske, men Lucas har reddet mit liv. Havde jeg ikke fået ham, er jeg bange for, hvor jeg var endt.«
Han trækker vejret dybt – og giver roen tid til at indfinde sig i lejligheden med panoramudsigt over Københavns Sydhavn.
Tre-fire måneder før Lucas kom til verden, var stemningen en helt anden.
»Jeg havde så ekstrem angst, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv.«
For at dulme smerten drak Dennis Knudsen »mindst en flaske vin hver aften – alene« og festede alt for meget.
»Når jeg ser tilbage, synes jeg, det var på grænsen til at være patetisk. Men dengang så jeg ikke 'den gamle fyr, der førte sig frem'.«
Han festede for at holde tankerne på afstand.
»Tankerne om, om jeg var god nok, om jeg kunne håndtere det, om jeg ville komme til at drikke for meget – om mit liv ville krakelere ved at få Lucas.«
Han fik hjælp af en psykiater, der udskrev antidepressiv medicin, og han begyndte i AA, gik på antabus og har »ikke rørt alkohol i to år«.
I dag tænker han ikke på sig selv som alkoholiker. Men han ved, at han ikke skal drikke nu, hvor Lucas er afhængig af ham.
»Til fester har jeg tænkt, om jeg skulle tage et nip. Men et nip bliver til et halvt glas, og det bliver til et glas, og så er det nytårsaften med champagne … Jeg ville aldrig kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg lallede beruset rundt herhjemme.«
Medicinen tager han stadig. Den tager toppen af de mørke tanker, han har arvet fra sin farmor og far.
Da Dennis Knudsen 17. juni 2019 efter et planlagt kejsersnit endelig kunne lægge sin nyfødte søn på sit nøgne bryst, var han klar.
»Pludselig var det virkeligt. Vi smeltede sammen, og siden forsvandt angsten.«
Stille og roligt er tingene faldet på plads i ham. Mod alle odds.
Som barn skilte Dennis Knudsen sig ud. Han var ordblind, homoseksuel, »gik i læderbukser og havde Travolta-hår«. Han var let at få øje på i barndommens Mørkhøj.
Hele sit voksenliv har han kæmpet for at bevise sit værd – som stylist og kendisfrisør både herhjemme og i Hollywood. Men inden han blev far, havde han svært ved at finde motivationen til at blive ved.
»Hvor mange flere skulle klappe ad mig, hvor mange flere skulle synes, at jeg var dygtig, hvor meget mere skulle jeg bygge op om mig, når det alligevel ville være væk, den dag jeg dør,« spørger han.
»Havde jeg ikke fået Lucas, var jeg røget på alt for meget alkohol og fest og havde misbrugt mig selv for hårdt. I et bevidst valg om ikke at blive gammel.«
Dennis Knudsen synes, at »livet kan være en stor mundfuld«. Det handler om at være tiltrukket af polerne:
»Jeg kan lide mænd, og jeg kan lide kvinder. Jeg synes, at livet kan være fantastisk, farverigt og vidunderligt, og jeg kan have det sådan, at jeg ikke kan holde ud at være i det for angsten og smerten.«
Han går aldrig ad middelvejen.
»Enten laver jeg fem ironman, går på diæt og taber mig 15 kilo. Eller også sidder jeg på værtshus, drikker bajere og spiser romkugler, er skideligeglad og dyrker ingen motion,« siger han og kigger rundt i den store stue, hvor Lucas' legetøj flyder.
Et hav af hvide plastikbolde er spredt i stuen, hvor far og søn i morges skød til måls.
»Men uanset hvordan jeg har det, skal Lucas skiftes og have mad. Bad, bleer og blåbær er godt for mig, så jeg ikke har tid og overskud til at dyrke min angst, selvmedlidenhed og depression.«
Det er hårdt at være alenefar, og han er træt – »helt ind i musklerne«. Udover sin mor på 82 år, der har sit eget værelse i lejligheden og ofte overnatter, får han ikke hjælp til børnepasningen. Heller ikke når Noah støder til.
Endnu ligger Lucas' lillebror trygt i maven på sin amerikanske rugemor, men til maj skal hans far og storebror til USA for at tage imod ham.
Når folk siger, de ikke fatter, at Dennis Knudsen orker endnu en baby, svarer han:
»Jeg har ikke prøvet det … jeg ved jo ikke, hvor hårdt det er.«
Han synes, det er fantastisk, at der kommer en lillebror.
»Men det er ikke så meget mit behov. Han er lavet i det tilfælde, at jeg ikke får lov at blive en gammel mand, så Lucas har et andet menneske at rejse videre i verden med.«
Men han skal blive gammel – for sine drenges skyld.
»Jeg er begyndt at passe på mig selv. Jeg er gået på diæt, har fået lavet en MR-skanning, spiser vitaminer og har droppet gluten og kaffe. For jeg skal være stærk og passe på Lucas.«
Og om få måneder endnu en baby.
Lykkes den plan ikke, har han taget sine forholdsregler. Han ved, at sønnerne skal arve fra ham, at hans bror skal være værge, og at drengene skal bo hos Dennis Knudsens niece, der selv har børn.
Det hele er aftalt – hvis det værste skulle ske.
»Der er ingen garantier for, hvor længe vi lever. Men nu har jeg tænkt mig at blive 100 år.«
