Christina Sulebakk.

Det kan meget vel være, at du ikke kender hendes navn, men ikke desto mindre er den succesfulde nyborgenser netop blevet kåret til en af verdens 20 mest magtfulde kvinder i underholdningsbranchen.

Det skriver Hollywood Reporter, som står bag listen hver år.

Christina Sulebakk er født og opvokset i Nyborg og bor i dag i København.

Hun har tidligere arbejdet som freelancejournalist på Børsen og som PR Manager hos Canal+, men for otte års tid siden blev hun ansat hos streaminggiganten HBO.

Her har hun i løbet af årene formået at arbejde sig længere og længere op i hierarkiet, og i sommeren 2020 blev hun således ansat som ny chef for HBO Europe.

Allerede i januar i år avancerede hun dog igen, da hun blev General Manager for HBO Max.

Forfremmelsen skete som følge af HBO's projekt om at gøre HBO Europe til HBO Max og betyder stort set, at danskeren er chef for alle HBO-projekter i denne ende af verdenen.

Hun har i hvert fald ansvaret for opgraderingen af de nuværende HBO-streamingtjenester (HBO Nordic, HBO España, HBO Portugal og HBO Go i Centraleuropa) til HBO Max, mens hun på sigt skal rulle HBO Max ud i flere områder på tværs af Europa, Mellemøsten og Afrika.

Til Hollywood Reporter siger Christina Sulebakk, at hun er taknemmelig for at komme fra Danmark, fordi der ikke er ligeså stor forskel på kønnene som i mange andre lande, hun har boet i.

»Jeg er meget heldig med at komme fra Danmark, hvor inklusion og lighed mellem kønnene er normen. Forhåbentlig vil det sprede sig til hele verden,« siger hun til det amerikanske medie.

Christina Sulebakk har som følge af sit virke på HBO boet i byer som Madrid, Budapest og New York.