Det kom som en overraskelse for mange, da den verdenskendte danske arkitekt Bjarke Ingels sidste år bragede ind på listen over Danmarks 100 rigeste.

I år overrasker han lige så meget – nemlig ved at forlade det gode selskab. For formuen er svundet massivt, oplyser Økonomisk Ugebrev, der har lavet listen over Danmarks 100 rigeste.

Mens 47-årige Ingels, der de seneste år har gjort sig bemærket både i ind- og udland for sine arkitektoniske kreationer, sidste år kunne notere sig for en formue på 1,9 milliarder kroner, så skal formuen i år tælles i millioner.

‘Sølle’ 499 millioner kroner er hans værdier blevet vurderet til.

Bjarke Ingels har også designet 'Lego House'. Her ses han ved åbningen sammen med kronprinsesse Mary.
Bjarke Ingels har også designet 'Lego House'. Her ses han ved åbningen sammen med kronprinsesse Mary. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Som jeg ser regnskabet, så er det primært på grund af den afdæmpning, som corona har ramt hans butik med. Der er simpelthen betydeligt lavere resultat og en lavere prissætning af den branche,« siger Ejlif Thomasen, der er revisoruddannet journalist, og som har lavet listen, der tidligere har været udgivet af både Berlingske og Børsen, de seneste 25 år.

Og det kan virke overraskende, når nu byggeriet ellers buldrer så voldsomt derudad, at det er svært at finde en ledig håndværker.

»Der er enormt godt gang i byggeriet, men han er jo ikke involveret i byggefasen, men i det, der ligger foran – og det er nok der, at man på et tidspunkt så en opbremsning,« forklarer Ejlif Thomasen.

Historien om Bjarke Ingels er næsten lige så utrolig som faldet i hans formue. Det er historien om den lille dreng, der i en ung alder allerede interesserede sig for bygninger, men som egentlig bare elskede at tegne og gerne ville være tegneserietegner.

Dét syntes hans tandlægefar og ingeniørmor dog var for uambitiøst. De sendte derfor en ansøgning på hans vegne til arkitektstudiet – og resten er erhvervshistorie.

For Bjarke Ingels har haft så voldsom succes med sin arkitektstue BIG, at han sidste år røg direkte ind på en 84.-plads på listen over Danmarks rigeste, der dengang blev lavet af Berlingske.

Blandt andet har han stået for designet af forbrændingsanlægget  Amager Bakke med en skibakke på taget samt for det nye pandaanlæg i Københavns Zoo.

Ingels har også fundet kærligheden i det arkitektoniske univers – nemlig i den spanske arkitekt Ruth Ortero.

Den omstridte villa, som advokaten Jan Leth Christiansen har fået opført på Sigridsvej er også tegnet af Bjarke Ingels.
Den omstridte villa, som advokaten Jan Leth Christiansen har fået opført på Sigridsvej er også tegnet af Bjarke Ingels. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

De har sammen fået sønnen Darwin og bor med Operaen til naboer, når de er i København, har Ingels fortalt i et interview med Berlingske.

BIG har i dag fire afdelinger i henholdsvis New York, København, Barcelona og London og mere end 500 ansatte.

Ifølge Morten W. Langer, der er chefredaktør for Økonomisk Ugebrev, der har lavet listen over Danmarks 100 rigeste, er det langtfra alle, der har haft så stort et formuefald som Ingels. Nærmere tværtimod.

»Jeg regnede sammen, at de 100 rigeste danskere er blevet 205 milliarder kroner rigere. Så selv om vi har haft et coronaår, så er mange af de rigere blevet betydeligt rigere,« siger han.

Du kan få adgang til hele listen over Danmarks 100 rigeste ved at tilmelde dig hos Økonomisk Ugebrev her.