Karl-Oskar Olsen og Annika Zobel Agerled er lørdag blevet gift i Garnisonskirken i København.

Det fremgår af en række stories, som førstnævnte har delt på Instagram, samt et billede af de to, overdynget og omringet af ris.

'Forever (for evigt, red.)', har Karl Oskar Olsen, der i 2002 grundlagede tøjfirmaet Wood Wood, i sin beskrivelse.

Det var i sommeren 2019, at designeren på Roskilde Festival friede til Annika Zobel Agerled, der arbejder som stylingredaktør på magasinet Costume.

Hun er barnebarn til Peter Zobel.

Sidste år kunne parret også dele gode nyheder på deres sociale medier.

Her afslørede de nemlig, at de ventede barn, og i juli 2020 blev de forældre til sønnen Alban.

Udover Wood Wood har Karl-Oskar Olsen også skabt cykeltøjsmærket Pas Normal, og så er han indehaver af en pizzakæde, en isbar og et ostemejeri.