Snart kan du bruge dine hverdagsmorgener i selskab med Jacob Wilson.

Komikeren har nemlig landet et job som morgenvært på Radio 100. Og dét er noget, der vækker begejstring.

For coronanedlukningen har været et langt og sejt træk – og de danske komikere er langt fra gået fri.

»Scenerne bliver lukket i tid og utide – og de her alternative, halve løsninger. Det bliver aldrig rigtig godt – hverken for os komikere, eller for publikum,« lyder det fra komikeren.

Og når coronapandemien hærger derude, så er der unægteligt mere 'helle' i radiostudiet, end på landets comedy-scener.

»Jeg har drømt om at komme tilbage til radioen længe – det er et godt medie, særligt som komiker. Der er kort fra idé til handling, og man får lov at tage flere chancer, end man for eksempel kan når man laver tv,« lyder det.

Lydmediet er heller ikke nyt for den efterhånden garvede komiker.

Jacob Wilson har tidligere i sin karriere været radiovært på Radio 100 – og er i øjeblikket aktuel med podcasten 'Den ugentlige podcast', som han har sammen med komiker Mikkel Klint Thorius.

»Jeg synes selv, at Mikkel og jeg udgør et godt comedy-par. Der skal jo være den kloge og den dumme – og så kan man så selv vurdere, hvem der er hvad,« lyder det fra en smågrinede Jacob Wilson.

»De to andre radioværter (red. Anne Lavendt og Oliver Routledge) på Morgen er jo ikke – trods de er sjove – komikere. Og det vil på mange måder være en fordel, for så kommer vi ikke til at træde hinanden over tæerne. Når man arbejder sammen med komikere, vil vi jo alle gerne være den sjoveste.«

'Morgen' på Radio 100 sendes hverdage mellem klokken 06.00 og 10.00.

Første morgen i den garvede komikers selskab bliver 3. januar 2022.