Dan Hammer stopper som direktør i Royal Arena.

Det oplyser han på Facebook, hvor han også løfter lidt af sløret for, hvad fremtiden vil byde på.

»De gode tider i Royal Arena fortsætter. Det gør den administrerende direktør ikke,« skriver Dan Hammer i opslaget.

60-årige Hammer tilføjer, at han tidligere på sommeren meddelte Live Nations europæiske ledelse, at hans tid som direktør lakkede mod enden.

Her ses Nik & Jay under en koncert i Royal Arena den 10. november 2023.
Her ses Nik & Jay under en koncert i Royal Arena den 10. november 2023. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Og vi er nu nået til det punkt i processen, hvor det kan siges højt, så rekrutteringen af min afløser kan gå i gang,« skriver han på Facebook.

Dan Hammer lover at fortsætte på direktørposten, indtil den nye administrerende direktør er helt på plads.

Og fremtiden?

»Alt er ikke på plads, men mon ikke, at bogskrivning, bold og business på bestyrelsesniveau vil være blandt rubrikkerne i næste kapitel af mit arbejdsliv?,« skriver Dan Hammer.

Han har sideløbende med direktørposten i Royal Arena været næstformand for FC Nordsjælland og siddet i Wonderful Copenhagens bestyrelse.