I 11 år har Hummel-ejer Christian Stadil været sammen med sin kone, Alice Brunsø Stadil.

Men selvom parret på rekordtid fik fire børn, og der kan være meget at se til derhjemme, så har parret alligevel formået at holde fast i gnisten. Og det mener de, at der er en særlig grund til.

»Jeg synes faktisk, at vi er et skidegodt team og har det sjovt sammen, hvilket jeg tror er noget af det aller allervigtigste i virkeligheden – at vi er gode til at grine og lave fis med hinanden og bakke hinanden op i det, vi gerne vil,« fortæller Alice Brunsø Stadil henvendt til sin mand.

B.T. satte parret stævne, da Christian Stadil i weekenden holdt en kæmpe forsinket 50-års fødselsdag.

Christian Stadil ved sin 50-års fødselsdag.
Christian Stadil ved sin 50-års fødselsdag. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Nogle gange, så matcher man, og vi fandt hinanden på det rigtige tidspunkt, hvor du måske var færdig med at være udfarende og var klar til søge lidt indad mod familie. Og så kom jeg bare på det rigtige tidspunkt og havde lyst til alt det,« siger Alice Brunsø Stadil.

Det var i 2011, at den dengang 25-årige jyske Alice mødte den 15 år ældre Christian Stadil ved en festival på Fyn.

»Vi mødtes på Fyn for fem år siden. Det var vel kærlighed ved første blik,« fortalte Alice Brunsøe Stadil til B.T. i 2016.

Dengang var de netop blevet forældre til datteren Harper, der var deres tredje barn på blot tre år, da de i forvejen havde sønnerne Winston og Hamilton. Tre år senere blev familien så udvidet med det seneste skud på stammen, sønnen Archibald.

500 gæster var med til Stadils fest.
500 gæster var med til Stadils fest. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det er sjovt, for det føles faktisk ikke, som om vi har været sammen i 11 år. Det føles, som om vi har været sammen i tre år,« siger Alice Brunsø Stadil og tilføjer:

»Jeg ved ikke, om det er, fordi vi har haft for travlt med børn og livet til at sætte os ned og brokke os og fejlfinde.«

Ifølge Christian Stadil handler det også om at passe sammen, og at en del af succesen skal findes i, at parret stadig kan grine sammen.

»Vi er ret gode til at komme igen, når vi har haft en eller anden ting, vi har været uenige om. Vi er ret gode til at lade det passere,« siger han, mens Alice Brunsø Stadil tilføjer, at parret kun sjældent skændes.

Christian Stadils store fest.
Christian Stadils store fest. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Christian Stadil er heller ikke bleg for at give sin kone en stor del af æren for familiesuccesen, da hans job som direktør i konglomeratet Thornico ofte holder ham en del væk fra hjemmet.

»Jeg vil sige, at Alice skal have en kæmpe cadeau, at hun giver mig plads til at være mig også,« siger han og forklarer, at det er tidskrævende, når han starter flere virksomheder op hvert eneste år.

»At der er plads til det, og jeg ved, at der er ro på bagsmækken, og at Alice har fuldstændig styr på ungerne, og hvornår den ene skal til håndbold, og den anden skal til gymnastik, og hvornår de har legeaftaler.«

»Der synes jeg, at jeg er meget privilegeret i forhold til at have fundet en skøn, dejlig jysk pige med begge fødder dybt placeret i den jyske muld,« siger Christian Stadil.

Han mener, at selv om der kan være noget om snakken om, at modsætninger tiltrækker, så er det også vigtigt, at man har en stor del fælles interesser og værdier.

»Men jeg tror stadig, at man skal have 20 procent forskellighed. Der skal være nogle kontraster og noget forskellighed, så det ikke er ligesom at kysse sin søster. Der må gerne være lidt magi,« lyder det fra Hummel-milliardæren.