Selvom ejerskabet af Valdemars Slot er blevet afklaret, så har Caroline Fleming og hendes lillesøster Louise Iuel Albinus endnu ikke begravet stridsøksen.

De to søstres stedmor Molise Iuel-Brockdorff, der i 29 år var gift med deres far, har fulgt med fra sidelinjen. Og hun er både ked og ærgerlig over uenighederne om slottet.

»Det er trist. Det er godt, at min mand i det mindste ikke oplever det, der foregår på nuværende tidspunkt. Det er det eneste, som jeg er glad for,« siger hun til B.T.

Den 71-årige enkebaronesse boede sammen med sin mand, lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff, på slottet, men fraflyttede Tåsinge efter hans død og bor nu i et hus i Vedbæk.

Niels Iuel-Brockdorff og Molise Iuel-Brockdorff ved Louise Iuel Albinus' bryllup.
Niels Iuel-Brockdorff og Molise Iuel-Brockdorff ved Louise Iuel Albinus' bryllup. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Slottet havde stor betydning for både hende og hendes afdøde mand:

»Jeg har været der i 29 år. Vi har haft 29 år sammen. Det har været lykkelige år, og det er da godt, at jeg har minderne. Jeg har nogle vidunderlige minder,« siger hun.

Hvor meget betød slottet for dig og ham?

»Alt. Det gjorde det.«

Derfor er Molise Iuel-Brockdorff heller ikke i tvivl om, at hendes afdøde mand ville have haft det svært med den strid, der har været om slottet.

En ballade, der kom til offentlighedens kendskab i foråret 2021, da Caroline Fleming nægtede at underskrive regnskabet for selskabet bag slottet, Valdemars Slot Gods A/S, hvilket sidenhen sendte selskabet til tvangsopløsning, mens slottet blev sat til salg.

De to søstre var ellers blevet enige om at overtage slottet i fællesskab efter deres fars død, men noget gik galt. Og selv om det siden er lykkedes Louise Iuel Albinus at købe slottet helt, så det bliver i familien, så tyder det på, at de to søstre fortsat er på kant med hinanden.

I hvert fald har Caroline Fleming mod sin søsters ønske valgt at fjerne de historiske møbler og malerier, der i flere generationer har haft plads på Valdemars Slot. Inventaret tilhører Caroline Flemings ældste søn, Alexander Fleming, og nu skal det meste sælges på auktion.

Caroline Fleming i 2013.
Caroline Fleming i 2013. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

En beslutning, som Louise Iuel Albinus er ked af:

»Jeg har ondt i maven. Jeg synes, det er så trist, men jeg erkender selvfølgelig, at det er min nevøs ting,« har hun udtalt til Fyns Amts Avis, hvor hun også fortalte, at hun prøvede at købe nogle af genstandene, men at hun fik ‘et pænt nej’.

Molise Iuel-Brockdorff vil ikke kommentere uenighederne mellem de to søstre:

»Nej, det synes jeg ikke, jeg kan kommentere,« siger hun.

Hun vil dog gerne fortælle om sin egen tid på slottet og livet som lensbaronesse:

»Jeg havde et vidunderligt ægteskab. Jeg havde 29 år vidunderlige år med min mand. Vi delte alt. Vi delte kontor, vi lavede mad sammen, vi lavede arrangementer sammen. Vi var sammen døgnets 24 timer. Det var absolut simpelthen så dejligt,« siger hun og tilføjer:

»Igennem alle de år, mens jeg var gift, tror jeg, der var under ti dage, hvor vi var fra hinanden. Jeg savner ham forfærdeligt. Hver dag,« siger Molise Iuel-Brockdorff.

B.T. har flere gange besøgt Valdemars Slot og talt med lokalbefolkningen, hvor flere har fremhævet, at de var glade for den offentlige tilgang til slottet, dengang det var ejet af Niels Krabbe Iuel-Brockdorff.

Louise Iuel-Albinus har nu overtaget Valdemars Slot, som hun skal dele med sin mand.
Louise Iuel-Albinus har nu overtaget Valdemars Slot, som hun skal dele med sin mand. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Ifølge Molise Iuel-Brockdorff valgte parret med vilje, at slottet skulle være meget åbent.

»Det er vigtigt, at man har et godt fællesskab med den lokale befolkning. Det er altafgørende. Og det er vidunderligt at kunne gå ture og opleve, når huset er åbent om sommeren,« siger hun.

Gennem tiden holdt parret mange arrangementer – herunder store selskaber med kongelig deltagelse, men også selskaber for lokalbefolkningen og livsstilsmesser.

»Vi knoklede, det gjorde vi. Men det var vidunderligt. Når du har et gods, så har du det kun til låns. Det eneste, du skal arbejde med, er, at det går videre til næste generation. Det er sådan set din opgave,« siger hun.

Hvad fremtiden for Valdemars Slot præcist byder på, er endnu uvist. Louise Iuel Albinus fremlagde ifølge Fyns Amts Avis mandag sine planer for slottet, hvor hun fortalte, at der i hvert fald ikke længere vil være museum i hovedbygningen, da det meste af inventaret er væk.

Derudover vil hun og hendes mand sætte fokus på at renovere fem udlejningsboliger samt fem erhvervslejemål. Og så var der flere andre muligheder, som parret ville kigge nærmere på, herunder en mulig opførelse af ældreboliger, afholdelse af bryllupper i tepavillonen og måske en skovbegravelsesplads.