'Girls Aloud'-stjernen Sarah Harding har nu delt, at julen i 2020 højst sandsynlig var hendes sidste jul.
Det gør hun i sin nye bog 'Hear Me Out', som er publiceret af The Times. Her fortæller hun om sit brystkræftforløb, som har spredt sig til flere steder i kroppen.
»I december fortalte min læge mig, at den kommende jul nok vil være min sidste,« skriver Sarah Harding blandt andet i bogen og fortsætter:
»Jeg er på det stadie nu, hvor jeg ikke ved, hvor mange måneder jeg har tilbage at leve i.«
Hun havde ignoreret en knude i brystet i længere tid, og den knude udviklede sig. Efter at have fået lavet en mastektomi, hvor begge hendes bryster blev fjernet, har den 39-årige sangerinde derudover gennemgået et intensivt kemoforløb i håb om at få knækket kræften.
Nu fortæller hun dog, at kræften har spredt sig til hendes rygrad, og at hun muligvis også har en tumor i hjernen.
Hertil har hun ikke ønsket at modtage radioterapi, da det vil resultere i, at hun mister sit hår.
I sin nye bog erkender hun, at nogle måske vil mene, at det er overfladisk af hende, men fordi hun kun har få måneder tilbage, synes hun ikke, det er det værd også at miste håret.

Sarah Harding sætter også ord på, hvor stort et traume det er for hende, at hun mistede begge sine bryster, fordi hun ikke længere kan kigge sig selv i spejlet. Den sidste dråbe vil derfor også være, hvis hun mistede sit blonde hår.
»Jeg vil ikke føle, at jeg skal bruge min sidste tid på at gemme mig væk. Jeg prøver at leve og have det godt i den tid, jeg har tilbage,« fortæller hun.
I bogen afslører hun også, at den seneste tid ikke kommer til at bære præg af begrænsninger. Hun spiser det, hun vil, og drømmer om en sidste fest med sine nærmeste. Men på grund af corona og den britiske nedlukning har det endnu ikke været muligt.
»Jeg ville virkelig gerne se alle mine venner. En sidste gang. En måde, så jeg kan sige tak og farvel,« fortæller hun.