Darius Campbell Danesh er død.

Den 41-årige britiske sanger og skuespiller, der fik sit gennembrud i talentshows som 'Popstars' og 'Pop Idol', blev den 11. august fundet livløs i sin lejlighed i byen Rochester i den amerikanske stat Minnesota.

Familien har udsendt en pressemeddelelse, hvor det ifølge BBC lyder:

»Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Darius Campbell Danesh er død. Darius blev fundet ikke-reagerende i sin lejlighed i Rochester, Minnesota 11. august og blev erklæret død om eftermiddagen af det lokale lægekontor.«

Familien skriver videre, at det lokale politi endnu ikke har fundet noget mistænkeligt ved dødsfaldet, og at lægeundersøgelserne fortsat er igang.

Darius Campbell Danesh blev født i Glasgow i Skotland i 1980.

Hans mor var skotte, mens faderen var fra Iran.

I 2001 deltog han i først i tv-talentshowet 'Popstars'.

Darius Campbell Danesh, da han i 2013 var gift med den canadiske skuespiller Natasha Henstridge.
Darius Campbell Danesh, da han i 2013 var gift med den canadiske skuespiller Natasha Henstridge. Foto: Dave Bedrosian/Geisler-Fotopress
Vis mere

Året efter blev han nummer tre i programmet 'Pop idol', hvor han blandt andet sang sig til en pladekontrakt-tilbud fra musik-mogulen Simon Cowell.

Han sagde nej for at arbejde med produceren Steve Lillywhite, og fik i sommeren 2002 et stort hit med sangen 'Colourblind'.

Siden blev han en musical-stjerne på Londons West End-scene hvor han medvirkede i musicals som 'Chicago' og 'Guys and Dolls'.

Darius Campbell Danesh havde ingen børn, men var fra 2011 til 2018 gift med den canadiske skuespiller Natasha Henstridge.