En af Storbritanniens mest prominente skuespillere og filmskabere er kommet under heftig beskydning.
Der er tale om Noel Clarke, der blandt andet står bag de tre film 'Kidulthood', 'Adulthood' og 'Brotherhood', og som også skriver, producerer og spiller med i en af tv-stationen Skys største serier, 'Bulletproof'.
Avisen Guardian har talt med 20 kvinder, der anklager Noel Clarke for seksuel chikane, uønsket berøring og befamling, seksuelt upassende opførsel og kommentarer på filmset og endelig uden samtykke at have optaget og delt seksuelt eksplicitte billeder og videoer. Alt dette skulle være stået på fra 2004 til 2019.
Kvinderne er stået frem, efter Noel Clarke 10. april modtog en Bafta (British Academy Film Awards, red.) for et enestående, britisk bidrag til filmverdenen.

Allerede før Bafta gav ham prisen, var de bekendte med mange af beskyldningerne.
De benægtede da heller ikke at have modtaget mange anonyme e-mails om emnet, men uden nogen form for beviser, der kunne tillade dem at undersøge sagen nærmere.
Derfor udgav de også en pressemeddelelse, hvor de bekræftede deres plan om at give Noel Clarke prisen.
Men efter Guardians artikel er udkommet, har piben fået en helt anden lyd.
»I lyset af Guardians artikel, der for Bafta gav de første detaljerede beskrivelser om Noel Clarkes adfærd, har vi straks suspenderet prisen og hans medlemskab af Bafta,« lyder det.
Hovedpersonen selv har afvist alle anklager, som avisen har foreholdt ham – med undtagelse af én.
Noel Clarke indrømmer, at han engang lavede upassende kommentarer om en kvinde, som han senere undskyldte for.
»I en 20 år lang karriere har jeg prioriteret inklusion og mangfoldighed i mit arbejde, og jeg har aldrig modtaget en klage. Hvis nogen, der har arbejdet sammen med mig, har følt sig utilpas eller ikke respekteret, undskylder jeg oprigtigt. Jeg benægter kraftigt enhver seksuel forseelse, og jeg har til intention at forsvare mig mod disse falske beskyldninger,« har han meddelt via en pressemeddelelse.
I lyset af Guardians artikel, der for Bafta gav de første detaljerede beskrivelser om Noel Clarkes adfærd, har vi straks suspenderet prisen og hans medlemskab af BaftaBafta
I et 29 siders langt brev til avisen, afviser hans advokater alle beskyldninger fra de 20 kvinder, mens der stilles spørgsmål ved deres troværdighed.
En af kvinderne, der står frem, er Gina Powell, der fra 2014 til 2017 arbejdede som producer på 'Brotherhood'.
Hun fortæller, at Clarke konstant chikanerede hende og en enkelt gang sagde, at han havde planlagt at kneppe hende og så fyre hende.
Synne Seltveit, en norsk filmproducer, har også haft en ubehagelig oplevelse med Noel Clarke. Først klappede han hende i numsen, da de overværede en MMA-kamp i Glasgow, og ved en senere lejlighed sendte han hende et uopfordret billedet af sin erigerede penis.
Seltveit har vist den britiske avis et kopi af billedet. Clarke benægter begge dele.
Ifølge avisen kontaktede Noel Clarke mindst fem personer, da de første rygter om beskyldningerne kom frem. Her forsøgte han at finde frem til, hvem beskyldningerne kom fra, mens han bad folk om ikke at udtale sig til The Guardian.