»Bortset fra psykopater, edderkopper og spøgelser er jeg ikke bange for en skid.«
Som barn forsvandt Heidi Kølle Andersens far. Han var fiskeskipper og var druknet. 16 år senere mister hun sin mor til kræft og begynder voksenlivet uden sine forældre på sidelinjen.
I dag betyder det, at hun er fri for tidskrævende pleje af gamle forældre, men også at hun altid er den voksne og aldrig får lov til at komme hjem og være den lille.
Den 46-årige fynske forfatter og foredragsholder er aktuel med novellesamlingen 'En rigtig dame' og fortæller om, hvad det har betydet for hendes voksenliv og hendes egen rolle som mor til to snart voksne døtre.
Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
»Da min far druknede i august 1983. Han var væk en uge, før han blev fundet. Den uge rummer for mig alle menneskelivets følelser. 16 år efter døde min mor af cancer. Da var jeg 24. At gå gennem livet som voksen uden forældre er ensomt. Jeg savner ofte min mor og tænker på hende hver dag. Det er et kapitel i livet, der ikke kan skrives, og flere følger, når man selv får børn: mærkedage og højtider uden de ældre. Livserfaring, der ikke kan gives videre. Generationers bånd, der ikke bliver knyttet. Min yngste datter spurgte engang, hun var ikke ret gammel: 'Jeg savner mormor, selvom jeg aldrig har kendt hende. Kan man det?' Nu er mine piger så store, at det heldigvis er slut med bedsteforældre-juleklip i skolen. Og bortset fra psykopater, edderkopper og spøgelser er jeg ikke bange for en skid. Jeg kan 100 procent klare mig selv. Men nogle gange ville det da have været rart, om der havde stået en mor eller far ude på den forreste klippekant. For eksempel når man ikke kan huske opskriften på moster Elses banankage.«
Hvad er den mest mindeværdige oplevelse fra din barndom?
»Et år var min far med til juleklip på skolen. Han var fiskeskipper, tit på havet og derfor ofte ikke med til nogen arrangementer. Jeg husker at gå ind i klasseværelset, mens jeg holdt min far i hånden. Han var den sejeste af alle fædrene og også den sjoveste. Jeg kunne mærke, at både børn og voksne gerne ville tale med ham. Men klippe nisser kunne han ikke.«
Hvad gjorde du, når der var juleklip for bedsteforældrene i skolen?
»Mine søstre har været med et par år og min mands far, men ellers har min mand og jeg selv mandsopdækket juleklip, forårskor, luciaoptog, gymnastikopvisninger, skoleteater, og hvad der ellers har været af arrangementer, hvor det havde været dejligt, om der havde været nogle bedsteforældre, der kunne heppe på ungen og råbe: 'Neejj, hvor er du dygtig! Den keramikpølse er den flotteste!'«
Hvordan mærker du at være voksen uden forældre i dit liv lige nu?
»Den er lidt dobbelt. På den ene side går man udenom gamle, syge og plejetrængende forældre. Den både mentale og praktiske oprydning, der følger med, når forældre ikke er mere. Alt dét fik jeg klaret med mine søstre i starten af 20erne. Det giver en form for frihed nu.«
»Så er det, som om jeg på nogle måder bliver mere ligestillet med mine jævnaldrende, nu hvor deres forældre også begynder at gå bort. Sådan a la 'Velkommen i klubben af rigtig voksne!' For det er en omvæltning, når forældre er væk, og man selv er næst i rækken. Den erfaring skal opleves på egen krop. På den anden side savner jeg stadig nogle klogere, mere erfarne hoveder nær ved. Ikke mindst i forhold til viden om slægten. 'Hvad var det nu, tante Olgas mand hed?', 'hvor købte far sin første kutter?', den slags.«
»Men det bliver bedre med tiden. Nu fylder jeg også snart 47. Men jeg drømmer stadig om at komme hjem til jul, sætte mig til bords og endnu en gang smage min mors brune sovs. Være lidt lille igen, kunne være en smule uregerlig, men stadig blive tilgivet og elsket.«
»Det værste er sorgen over, at min mor ikke så mine piger, og at de ikke har haft morforældre. Derfor agter jeg at blive momsen over alle momser!«
Har det betydet noget for den måde, du selv er forælder på?
»Ja. Jeg har ikke curlet mine børn, men opdraget dem til selvstændige væsener. De er for eksempel i stand til at spare op, skabe overblik over indtægter og udgifter, de kan betjene en vaskemaskine, en støvsuger, og de kan lave sig et måltid mad. De er begge flittige og fremfor alt kærlige piger. Skulle det meget uheldige ske, at jeg dratter om i morgen, da ved jeg, at de er så robuste, at de kan klare sig selv. Sådan rent funktionelt i hvert fald. Kærlighed kan man jo ikke få for meget af. Min egen mor sagde til mig, da hun lå på terminalstadiet, at hun håbede, den usynlige rygsæk med kærlighed, hun havde udstyret mig med, ville række langt. Dét billede har jeg givet videre til mine piger. Jeg tænker indimellem selv på min rygsæk, når jeg er ked af det. Så snupper jeg lige et hjerte fra rygsækken. Og en lille kop kaffe. På den måde er min mor stadig meget til stede for mig.«
»Endelig har jeg forsøgt at sikre dem økonomisk, så de har lidt i forrådskammeret. Det havde jeg ikke selv. Hermed siger jeg ikke, at penge gør lykkelig. Jeg siger, at man med penge er en bekymring mindre. Jeg har selv som ung prøvet at leve på en sten, og ser jeg den dag i dag en tom flaske ligge og flyde i gaden, kan jeg stadig finde på at samle den op. Med fem af dem har du til en liter mælk.«
»Og så lærer jeg mine børn, at livet er NU. Lev livet, piger, giv den gas! Udskyd ikke noget, gør det, forkæl jer selv. Det er jeg selv utrolig god til, det der med selvforkælelse. Arbejder til stadighed på at blive endnu bedre til det. 'Gem ikke den chokolade til i morgen.' 'Tag på den tur.' 'Køb det!'.«
»Sidst, men ikke mindst, siger jeg til dem, at hvis de har en ven, der har oplevet sorg eller er ked af det, må de ikke gå uden om ham/hende. Vi skal tale om det, der sidder og gnaver på hjertet.«
Er der noget, du ville ønske, andre mennesker forstod omkring din situation?
»Generelt er det rart, når folk ikke er berøringsangste i forhold til svær sygdom og død, men tør spørge ind. Mørket er jo en del af livet, og det bør vi kunne rumme og give plads. Jeg savnede det selv, da både min far og mor døde. Selv er jeg ikke berøringsangst, men har stort behov for at tale om tingene. Ingen af os går i livet uden sorger, men de bliver lidt nemmere at bære, når man deler dem med andre.«
»Jeg hørte for nylig en podcast om bombningen af den franske skole i København i marts 1945. RAF havde Shellhuset som mål, men et af flyene ramte en lysmast og styrtede ned i skolen. 'Kiggerpigen' hedder den og ligger på DR. De overlevende talte aldrig om ulykken, der kostede 86 menneskeliv, før de var langt oppe i årene, for dengang var de blevet fortalt, at de ikke skulle tale om tragedien.«
»De var jo blevet dybt traumatiserede. Men at lette på låget, selv mange år efter, havde været helende for dem. Jeg spørger nok lidt for tit mine piger: 'Nå, hva' så, hvordan går det? Har du noget, der sidder på hjertet og gnaver?' Men det kan også blive for meget. 'Hold nu op med at spille psykolog, mor', siger de. Og så må jeg trække følehornene til mig. Det kan jo også blive for navlepillende.«
