Lyt til artiklen

Mens mange kendisser nærmest har stået i kø for at mene noget om Will Smiths Oscar-lussing – herunder O.J. Simpson og en række danske komikere – så har andre tilsyneladende ikke lyst til at tale om det.

Hollywood-stjernen Mel Gibsons liveinterview i amerikansk tv blev i hvert fald afbrudt på en yderst bizar måde, da værten stillede spørgsmål til Will Smith-episoden.

Den 66-årige Hollywood-stjerne var live igennem via videolink hos Fox News for at tale om sin nye film 'Father Stu', der har premiere 13. april i USA.

Mel Gibson fortalte lidt om sit eget liv i forhold til filmen – blandt andet, at han har ni børn, og at han ikke altid har været den perfekte forælder.

Mel Gibson havde tilsynealdende ikke lyst til at tale om Will Smiths lussing.  
Mel Gibson havde tilsynealdende ikke lyst til at tale om Will Smiths lussing.   Foto: AUDE GUERRUCCI
Vis mere

Efter nogle minutters interview forsøgte værten Jesse Watters på en smidig måde at skifte fokus fra Mel Gibsons liv til den seance, der udspillede sig under Oscar-uddelingen, hvor skuespilleren Will Smith for op på scenen og stak komikeren Chris Rock en lussing, fordi han havde lavet en joke om Smiths kones manglende hår:

»Jeg tænkte, om du kunne være faret op af dit sæde og havde slået Chris Rock, hvis du havde følt dig truet på samme måde,« spurgte Watters Gibson.

Og så blev det bizart.

Da Watters har stillet spørgsmålet, ser man Gibson vinke med hånden og opføre sig, som om han griner. Det virker dog til, at lyden er blevet slået fra hos ham, for man kan ingenting høre fra ham.

Samtidig kommer en kvindestemme ind over og siger:

»Tak, Jesse. Vores tid er gået.«

Jesse Watters helmer dog ikke og forsøger igen.

»Har du nogensinde tænkt over det?« spørger han den garvede skuespiller, der dog heller ikke anden gang svarer.

»Uhm, tak Jesse, men vores tid er gået,« lyder det igen fra den kvindelige stemme, der ifølge amerikanske medier er en såkaldt 'interview handler'.

Derefter runder journalisten interviewet af med at sige tak til Mel Gibson, der så åbenbart har fået lyd på igen, da han kan sige tak tilbage til værten.