»Shabadibadai, shabadibadai, ai ai ai ai«.

På de fleste danske børneværelser bragede sangen ud, mens der – for de fleste – var et akavet og mislykket forsøg på at få benet i vejret i en såkaldt spagat. Præcis som pigen i gulddragten, som var blevet et kendt ansigt landet over.

Pigen i dragten var den dengang kun 11-årige Anne Gadegaard. Hun havde levet et ganske almindeligt børneliv i et parcelhuskvarter i Risskov, inden hun blev landskendt, da hun deltog i og vandt MGP i 2003. Søndag fylder hun 30.

Anne Gadegaard lige efter, hun har vundet MGP med sangen 'Arabiens drøm'.
Anne Gadegaard lige efter, hun har vundet MGP med sangen 'Arabiens drøm'. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I de næste mange år efter MGP var hendes liv præget af røde løbere, premiere, fest og farver. I dag er virkeligheden en anden.

Der er stadig mere end 65 tusinde, der dagligt følger med i hendes liv og hverdag på Instagram. Men i dag er det en hverdag, der primært foregår på legepladser, i sofaen med en tegneserie eller med legetøj i hånden. Altid med datteren, Filippa, ved sin side.

For næsten tre år siden blev Anne Gadegaard mor. En livsændrende begivenhed for de fleste – i en helt særlig grad for hende. Hun har valgt at hjemmepasse sin datter – og først til næste år starter Filippa i børnehave

Det gør hun, fordi hun tror på, det er det bedste for Filippa at være sammen med sin mor. Når hun tænker over det, så er der måske også en del, der handler om, at hun ikke selv har muligheden for at være sammen med sin egen mor.

22. januar 2019 blev Anne Gadegaard mor for første gang.
22. januar 2019 blev Anne Gadegaard mor for første gang. Foto: Privat
Vis mere

Da Anne Gadegaard var 18 år gammel mistede hun sin mor og trofaste støtte, Dorthe, til brystkræft.

»Jeg mistede min mor som meget ung, og det har nok gjort, at jeg hele tiden er bange for at miste Filippa. Jeg har et stort behov for at være tæt på hende hele tiden og kan sagtens finde på at aflyse aftaler, selvom min kæreste er hjemme og gerne vil være sammen med hende, fordi jeg bare hellere vil være sammen med Filippa end ud at drikke en øl,« siger hun

Nogle gange kommer angsten for at miste Filippa også snigende om aftenen, når Anne Gadegaard skal sove.

»Jeg får sådan nogle katastrofetanker. Hvad nu, hvis hun bliver kidnappet lige ved siden af mig, når vi er på ferie, hvis hun slår sig – eller hvis hun bliver syg og dør. Alle er nok bange for at miste, men jeg er det i en særlig grad, fordi jeg har prøvet det,« fortæller hun.

Det gør også, at der ingen kompromisser er, når det kommer til Filippa.

Anne Gadegaards hverdag bruges sammen med datteren Filippa, som hun hjemmepasser.
Anne Gadegaards hverdag bruges sammen med datteren Filippa, som hun hjemmepasser. Foto: Privat
Vis mere

Lørdag fejrer hun sin 30-års fødselsdag. Egentlig havde hun tænkt, det var med hele baduljen. Stor fest, venner, familie og en masse drinks. Men fødselsdagen er et meget godt billede på hendes liv i dag – det er altid på Filippas præmisser.

Filippa er før blevet passet ude, men lige nu har hun ikke lyst. Og som Anne Gadegaard udtrykker det, »måske har hun lyst igen om nogle måneder, men ikke lige nu«. Og så skal hun ikke – heller ikke selvom der er 30-års fødselsdag.

»Vi tager festen, når jeg bliver 31!« siger hun med et grin. Det lader ikke til, det egentlig generer hende, så længe Filippa er glad.

Det var ikke helt sådan, Anne Gadegaard havde troet, livet ville se ud, når hun ramte de 30 år.

»Jeg tror, jeg tænkte, jeg ville være sådan en kæmpestjerne i Danmark, der lavede en masse tv. Nu er jeg bare Anne Gadegaard, man ikke rigtig ved, hvad laver,« siger hun og griner.

Inden Anne Gadegaard blev mor, så hendes liv anderledes ud. Her poserer hun for mandebladet M!
Inden Anne Gadegaard blev mor, så hendes liv anderledes ud. Her poserer hun for mandebladet M! Foto: Privat
Vis mere

Hun ved godt, hun har taget et valg, der ikke er for alle.

»Jeg læste nogle havde skrevet, det var et kedeligt liv at følge med i. Der havde jeg det bare sådan – ja, for dig. Det er jo mit liv, som jeg har valgt. Det er noget helt andet end rød løber, makeup og tv-shows, men det er, som jeg gerne vil have det,« siger hun.

I fremtiden kan det dog godt være, den kommer til at stå mere på rød løber og makeup. Hun vil nemlig gerne fokusere på karrieren igen.

»30 er jo en sjov alder, fordi det er meget voksent på en eller anden måde, og jeg føler mig også voksen, fordi jeg har Filippa. Men samtidig er jeg overhovedet ikke der, hvor jeg gerne vil være karrieremæssigt,« siger hun.

Hun siger i øjeblikket nej til både interview og tv-programmer. Planen er, at starte op igen i det nye år, og en webshop er også på tegnebrættet.

Anne Gadegaard har både været vært og medvirkende i adskillige tv-programmer. Den del af hendes liv har været på pause, siden datteren, Filippa, kom til verden for snart tre år siden. Men Anne Gadegaard håber at kunne genoptage karrieren næste år.
Anne Gadegaard har både været vært og medvirkende i adskillige tv-programmer. Den del af hendes liv har været på pause, siden datteren, Filippa, kom til verden for snart tre år siden. Men Anne Gadegaard håber at kunne genoptage karrieren næste år.
Vis mere

Livet som et kendt ansigt, som hun tidligt trådte ind i, og som hun nu i højere grad vil træde tilbage i, har dog ikke kun været vilde oplevelser, flot makeup og lækkert tøj.

For nylig stillede hun op i 'Go’ aften LIVE' for at tale om at være kendt, når man kun er et barn. Udsendelsen blev bragt i forbindelse med den omtalte dokumentar 'Framing Britney', og selvom Anne Gadegaard understregede, at det for hende selvfølgelig ikke var i amerikansk Britney Spears-stil, så var det vildt at være omkring hende i den periode.

Med fans og berømmelse kom blandt andet en stalker. En stalker, hendes forældre beskyttede hende fra som barn, som hun derfor ikke kendte til.

Men selv i dag, lægger hun helst kun videoer op på Instagram fra offentlige steder, når hun er gået derfra. Stalkeren må ikke vide, hvor hun er, eller bor. Det er blevet særlig vigtigt, siden Filippa kom til.

På hendes Instagram ser man heller aldrig billeder af hendes kæreste, som også er far til Filippa. Men han findes altså i virkeligheden. Af flere årsager har Anne Gadegaard valgt, at han ikke skal inddrages i den offentlige del af hendes liv.

Og det omkranser meget godt Anne Gadegaards liv lige nu som 30-årig. Det er familien, der er det vigtige.