Siden virksomheden Vuffeli scorede en investering på tre millioner kroner i DR-programmet 'Løvens Hule' i 2021, er nærmest alt gået galt mellem parterne i firmaet.
Så meget, at en af grundlæggerne, Christian Yding, er blevet sagsøgt af firmaet, herunder investor Jan Lehrmann og bestyrelsesformand Henrik Lottrup.
Det fortalte B.T. i juni. Og mandag blev den civile retssag indledt i Københavns Byret.
Sagens fire sagsøgere anklager Christian Yding for at have forbrudt sig mod en ejerkontrakt ved at have foretaget uberettiget lån uden bestyrelsens kendskab og accept.

Det førte til, at bestyrelsen ikke så anden udvej, end at Yding skulle bortvises fra firmaet.
»Jeg investerer i mange start ups – så jeg er vant til, at de skal hjælpes op. Personligt skræmmer det ikke mig, at der ikke er 100 procent styr på formalia,« sagde Jan Lehrmann i retten til spørgsmål fra sin egen advokat og tilføjede:
»Men det her, det er som at køre over for dobbelt rødt. Det er så væsentligt. Hvis man ikke har et datagrundlag, så træffer man forkerte beslutninger. Hvis man fandt ud af, at lånene fandtes, så havde man gjort noget andet. Ledelsesmæssigt var beslutningerne helt hen i vejret.«
»Nogle gange bliver man stresset«.
Også bestyrelsesformand Henrik Luttrup gav mandag sin forklaring i retten. Her blev han blandt andet forholdt nogle af de beskyldninger, som også Christian Yding har gengivet over for B.T.
I august 2021 medvirkede virksomheden i 'Løvens hule'.
Men allerede inden da havde Yding fortalt Henrik Lottrup, der var trådt ind i Vuffeli som investor allerede i 2020, at han led af stress, og at han gerne ville trække sig midlertidigt som direktør.
Ifølge Henrik Luttrup blev de dog efterfølgende, efter en dialog, enige om, at de skulle fortsætte samarbejdet og optræde i 'Løvens hule'.
»Når jeg investerer, så er det for, at unge mennesker skal lykkes. Nogle gange bliver man stresset. Men i forhold til den videre kapitalrejse er det afgørende, at grundlæggere er med i selskabet. For ellers rejser det spørgsmål om, hvorfor de ikke er der.«

Christian Yding giver først sin forklaring tirsdag.
Men har tidligere fortalt til B.T., at han føler, han blev mødt af to valg: Komme tilbage på arbejde eller sælge sine andele.
Bestyrelse blev bekendt med ukendte lån
Samarbejdet mellem parterne fortsatte ikke desto mindre.
I tiden efter gik det dog ned ad bakke for virksomhedens likviditet. Og Yding foretog derfor en række lån, så Vuffeli kunne købe et større lager, så virksomheden var klar til den kundestorm, som de forventede efter udsendelsen.
To lån på 700.000 og 1,5 millioner kroner.
Det var de lån, som ifølge bestyrelsen blev foretaget uden deres accept, og som ifølge bestyrelsen var et brud på ejerkontrakten. Christian Yding har beklaget og »bedt om tilgivelse for lånene«, hvilket fremgik af brev, som blev læst op i retten.
Han afviser dog at have brudt ejerkontrakten, og at »han ikke så andre muligheder«.
Men ifølge bestyrelsen var skaden sket:
»Det er brud på tilliden. Jeg har skulle investere i den her forretning. Christian har på intet tidspunkt ført mig ind i det her. Jeg føler mig ført bag lyset,« sagde Jan Lehrmann.
Henrik Luttrup mener ligeledes, at lånene var for hasarderede:
»Det er kritisk for ethvert selskab, at du ikke er opmærksom på lån. Og så drøftede jeg med bestyrelsen efterfølgende. Vi blev enige om, at det ikke gik,« sagde Henrik Lottrup.
Men var den resterende bestyrelse fuldstændig uskyldig i hele forløbet? Det ville Christian Ydings advokat, Anne Louise Wulff, gerne have svar på:
I ejerkontrakten står der blandt andet, at man har et krav på ti dage til at udbede misligholdelsen.
Der kunne være en mulighed for, at andre kunne låne? Det kunne være en måde at rette op. I har en forpligtelse til at spørge Christian. Det hører jeg dig sige, at det har I ikke gjort?
»Vi spurgte ikke Christian, om han kunne rette op på det,« sagde Henrik Luttrup.
Anne Louise Wulff betvivlede også, om alle i bestyrelsen var inddraget i beslutningen om, at Yding skulle bortvises. Et andet krav i ejerkontrakten, i øvrigt.
Udover Lehrmann og Lottrup afgav nuværende direktør Niels Kylh Hauskou og medstifter Mads Gleitze Smith også forklaring mandag.
Sidstnævnte sagde, at han synes, forløbet var gået »vildt og voldsomt for sig«. Omvendt erkendte han, at han var orienteret om i hvert fald et af lånene.
»Hvordan giver det så mening for dig, at Christian sidder her – og du ikke gør?« spurgte Anne Louise Wulff.
Det kunne Mads Gleitze Smith ikke svare på.
Ifølge Luttrup og Lehrmann havde medstifteren dog handlet naivt og vidste ikke, hvad der foregik. Det gjorde Christian Ydring derimod, mener de.
De fire sagsøgere kræver, at Christian Yding skal tvangssælge sin del af virksomheden til en værdiansættelse på 20 millioner kroner fratrukket 50 procent. Det kan du læse mere om her.
Det nægter Christian Yding. Han mener i stedet, at de forsøger at stjæle virksomheden fra ham.
Sagen fortsætter tirsdag, hvor Yding skal give sin forklaring.
