Sagen om Balenciagas bondagebamser tager nu en helt ny drejning.

Efter at modehuset endte i en shitstorm for at have lavet en reklamekampagne med børnepornografiske elementer, vælger Balenciaga nu at sagsøge reklamebureauet.

Det spanske luksusmodehus måtte i sidste uge undskylde og trække en reklame tilbage, hvor man på en række billeder ser helt små børn posere med bamsetasker, der er iklædt læder og bondageudstyr.

Herudover ligger et retsdokument med en passage om børnepornografiske billeder skødesløst placeret under en taske på et veldækket bord.

Og det er netop dette stykke papir, som er blevet omdrejningspunktet i sagsanlægget.

Ifølge de juridiske dokumenter, som New York Post har fået fingrene i, har Balenciaga nemlig sagsøgt produktionsselskabet North Six Inc. og dettes scenograf Nicholas Des Jardins for at have placeret denne åbenlyse reference til børneporno i kampagnen.

Selskabet var hyret til at reklamere for de kontroversielle tasker – som modehuset altså står helt på mål for – og tilsyneladende ser Balenciaga heller ikke noget problem med, at det er små børn, der poserer med dem. Men at de skulle sættes ind i en børnepornografisk kontekst, var altså langt over stregen og uden Balenciagas vidende, hæver modehuset.

I hvert fald kræver Balenciaga en erstatning på 178 millioner danske kroner for den skade, som modehuset mener, North Six Inc. har forvoldt.

»Som et resultat af sagsøgtes dårlige opførsel har medlemmer af offentligheden, inklusive nyhedsmedierne, på falsk og skræmmende vis associeret Balenciaga med det frastødende og dybt foruroligende emne for retsafgørelsen (dokumentet om børneporno, red.). Tiltalte er ansvarlig for den skade, som den falske association har skabt for Balenciaga,« lyder det.

Da shitstormen begyndte at blæse på de sociale medier, var Balenciaga hurtigt ude at tage afstand fra kampagnen. Her lod man dog forstå, at det ikke blot var det alt andet end tilfældigt placerede retsdokument, der var problemet.

»Vores bamsetasker burde ikke være blevet præsenteret sammen med børn. Vi har straks fjernet kampagnen fra alle platforme,« lød det fra Balenciaga.