Den 53-årige Emmy-nominerede skuespiller Anne Heches hjerte bliver lige nu holdt kunstigt i gang, men hun er erklæret hjernedød, hvilket loven i Californien definerer som død, skriver TMZ.

Efter hun torsdag blev erklæret hjernedød, har lægerne udelukkende holdt hendes hjerte i gang for at kunne gemme hendes organer til donation, fortæller Heches pårørende ifølge CNN fredag aften dansk tid.

»Vi har mistet et skinnende lys, en venlig og meget glad sjæl, en kærlig mor og en loyal ven. Anne vil blive savnet dybt, men hun lever videre gennem sine smukke sønner, sit ikoniske arbejde og sin passionerede fortalervirksomhed. Hendes tapperhed for altid at stå i sin sandhed, sprede sit budskab om kærlighed og accept, vil fortsætte med at have en varig indvirkning.«

Sådan lyder det i en udtalelse fra den nærmeste familie.

Tidligere fredag aften skrev flere medier herunder The Guardian, at Anne Heches respirator var blevet slukket, hvilket ikke lader til at være tilfældet.

For en uge siden bragede hun ind i et hus, da hun kom kørende i Mar Vista i Los Angeles, hvorefter bilen brød i brand.

Umiddelbart efter ulykken var meldingerne positive, men hurtigt stod det klart, at hendes tilstand var meget mere alvorlig, end man først havde troet.

Vidner har siden fortalt, at hendes bil kort før ulykken slingrede og kørte alt for hurtigt.

Inden hun selv kørte galt, ramte hun en garage og var tæt på at køre en fodgænger ned.

Der opstod mistanke om, at hun kunne være påvirket af alkohol eller stoffer, og politiet har siden konkluderet, at hun havde kokain i blodet på ulykkestidspunktet.

Den sidste uge har Anne Heche været indlagt på the Grossman Burn Center på West Hills Hospital and Medical Center i Californien.

53-årige Anne Heche nåede at spille med i en lang række film og tv-serier. Hun var blandt andet med i filmene »Donnie Brasco« og »6 dage, 7 nætter«. Her spiller hun over for henholdsvis Johnny Depp og Harrison Ford.