I sidste uge blev YouTuberen Ruby Franke, som i flere år har haft en profil, hvor hun har delt ud af råd om opdragelse af sine seks børn, anholdt.

Det gjorde hun, fordi hun mistænkes for at have mishandlet mindst to af sine børn. Blandt andet ved at underernære dem.

Nu har hun haft mulighed for at forsvare sig i retten, og her kom hun, ifølge Daily Mail, med nogle helt vilde påstande mod et af sine børn.

Et af hendes børn skulle således have forgrebet sig seksuelt på en af sine søskende, andre familiemedlemmer og børn i nabolaget. Dette skulle have stået på i flere år, sagde YouTuberen.

Barnet indrømmede, ifølge Ruby Franke, tilbage i maj at have forgrebet sig på 20 personer.

YouTuberen talte til retten på et videolink fra fængslet i Utah, hvor hun sidder, efter hun blev nægtet løsladelse mod kaution. Ifølge Daily Mail fremlagde hun ingen konkrete beviser for sine påstande.

I retten var Ruby Frankes mand, Kevin, samt moren til et af de børn, som Ruby Frankes barn angiveligt har forgrebet sig på.

Anholdelsen af Ruby Franke skete efter, at hendes afmagrede 12-årige søn flygtede ud af et vindue ind til naboen for at spørge om mad og drikke.

Barnet havde gaffatape viklet stramt om både håndled og ankler, hvilket fik naboen til at kontakte politiet.

Da politiet kom, fandt de også en af Ruby Frankes døtre så underernæret, at hun blev fragtet direkte på hospitalet.

Et af Ruby Frankes voksne børn, som har kappet kontakten til hende, har på Instagram jublet over anholdelsen og fortæller, at hun i årevis forsøgte at fortælle politiet, hvad der foregik.

'I dag er en stor dag. Min familie og jeg er så glade for, at der endelig sker retfærdighed,' lød det i en story.

Det samme gjorde naboerne til familien, som flere gange underrettede myndighederne.

Fire af familiens i alt seks børn er nu i børne- og familieministeriets varetægt i Utah.