Han er den rigeste mand i både Danmark og Skotland og Storbritanniens største jordbesidder. Men han har også oplevet modgang. Både med sin virksomhed og personligt.

Den seneste tid har den danske milliardær Anders Holch Povlsen fået meget international opmærksomhed – ikke mindst grundet et stort opkøb. I et sjældent interview med et britisk medie har han sat ord på både sin succes, naturdrømme og på den svære tid, han har været igennem efter tabet af tre børn.

»Dette land rører mig – det motiverer mig. Her i Skotland føles det, som om vi er i spidsen for noget,« fortæller 48-årige Anders Holch Povlsen til The Times.

Interviewet, der er et par måneder gammelt, og som fandt sted på en af Holch Povlsens ejendomme i Skotland har ikke tiltrukket meget opmærksomhed. Ligesom Anders Holch Povlsen i øvrigt selv heller ikke ønsker. Selvom han gang på gang trækker overskrifter, så kendes han bedst som den sky milliardær, der helst ikke siger for meget.

Aldourie Castle er en af de ejendomme, som Anders Holch Povlsen ejer i Skotland.
Aldourie Castle er en af de ejendomme, som Anders Holch Povlsen ejer i Skotland. Foto: Aldourie Castle/PR-foto
Vis mere

Men alligevel er der stor interesse for ham. Dels fordi han er stenrig, dels fordi han driver en kæmpe virksomhed i Bestseller, og senest da onlinetøjgiganten Asos, som Holch Povlsen ejer hele 26 procent af aktierne i, 1. februar meddelte, at virksomheden overtager det kendte britiske mærke Topshop.

I interviewet åbner Anders Holch Povlsen op om den svære tid, han har gennemlevet de seneste år. Først mistede han og hans kone i 2019 på grufuld vis tre af deres fire børn i et terrorangreb på Sri Lanka. Og mindre et år efter sendte coronakrisen hans virksomhed Bestseller ud i en kæmpe krise.

Tabet af børnene har været frygteligt for erhvervsmanden, lader han det forstå i interviewet. Familien havde været på en rejse til Sri Lanka, da de i sidste øjeblik før afgang besluttede at tilbringe en sidste nat i Columbo.

Næste morgen – påskesøndag – blev familien fanget i et terrorangreb midt i morgenmaden. Angrebet kostede tre af parrets dengang fire børn, Alma (15), Agnes (12) og Alfred (5) livet. Kun deres dengang yngste datter Astrid overlevede.

Anders Holch Povlsen har ifølge journalisten ikke lyst til at tale meget om børnene i interviewet, men har også svært ved at lade værre. Han bærer tre buddhistiske armbånd om håndleddet til minde om de tre børn. Andre medlemmer af familien og venner bærer ligeledes tre armbånd af samme slags. Og på et tidspunkt nævner han parrets små tvillingepiger, som de blev forældre til i februar 2020.

Interviewet foregår på Povlsens skotske ejendom Glenfeshie, hvor Anders Holck fortæller om sin kærlighed til det skotske og om hans store ønske om at føre naturen tilbage til, hvad den var.

»Dette (det skotske højland, red.) er ikke et naturligt miljø mere – når du er herude, er der kun lyng, lyng, lyng«, lyder det fra den danske rigmand.

Anders Holch Povlsen er Danmarks rigeste mand med en formue på 53,2 milliarder kroner ifølge Bloomberg. Siden 2006 har han opkøbt store jordområder i Skotland gennem sit selskab Wildland.

Anders Holch Povlsen ses her med sin kone Anne Storm Pedersen ved en kongelig barnedåb i Møgeltønder.
Anders Holch Povlsen ses her med sin kone Anne Storm Pedersen ved en kongelig barnedåb i Møgeltønder. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

Det har givet ham titlen som Skotlands rigeste samt største landbesidder i Storbritannien. Men det har også flere gange sat ham på kant med myndighederne, der er bekymrede for de store udenlandske opkøb af landet.

Han bliver dog ved med at forsikre, at han kun har gode intentioner med den skotske jord og natur. Noget, som han også har forsøgt at videregive til sine børn.

»De så altid på miljøet,« siger han til The Times og fortæller, at de virkelig gik op i det.

Han har blandt andet et dejligt minde, fra da han sammen med sine børn samlede skrald på en strand på Sri Lanka.

Anders Holch Povlsen har gennem tiden skabt et kæmpe tøjimperium med Bestseller, som han overtog efter sin far. Tøjindustrien har dog de seneste år har været kritiseret meget for at forurene voldsomt.

Men tøjbranchens problemer med forurening behøver ikke at stå i kontrast til planerne om naturbevarelse, mener Anders Holch Povlsen.

»Jeg kan ikke have en ambition om bevaring uden midlerne til at gøre det. Jeg tror ikke, at man har den luksus, at man kan vågne en morgen og sælge alt – og droppe forretningen,« siger erhvervsmanden, der mener, at covid-19 måske får indflydelse på den måde, man arbejder på, så det måske bliver mere miljøvenligt i fremtiden.

B.T. har været i kontakt med Bestseller, der ikke ønsker at kommentere den britiske artikel eller Asos-salget.