142 millioner kroner. Så meget har en række af landets rigeste personer de seneste seks år tjent på et landbrugsselskab i udlandet, som de ejer i fællesskab.
Men hvorfor har Danmarks rigeste mand, en LEGO-arving, kronprinsens gode ven og en kendt greve valgt at gå sammen om en investering i udlandet, der nu er under mistanke for svindel?
Millionerne ruller ind, og det ser ud til at være en ganske lukrativ forretning. Det kan man roligt konstatere, når man ser nærmere på regnskabet for selskabet Donau Agro, der ejes af flere af Danmarks rigeste personer.
Alene sidste år lød overskuddet i selskabet, der driver en række landbrug i Slovakiet, efter skat på knap 36 millioner kroner, mens selskabets egenkapital lød på astronomiske over 625 millioner kroner.
Eliteforsker Christoph Ellersgaard fra CBS, der forsker i magteliten, finder både selskabet og ejerkredsen yderst spændende.
»Det er en ret interessant personkreds, fordi det både er nogle fra de jyske erhvervsfamilier, LEGO og Bestseller, og en del adelige,« siger han.
Blandt ejerne finder man Danmarks rigeste mand, Anders Holch Povlsen, Lego-milliardær Anders Kirk Johansen, og ven af kronprinsen og Danmarks største jordbesidder, lensgreve og milliardær Bendt Wedell.
Dertil kommer blandt andet den adelige nordjyske godsejer Jørgen Skeel, som ligeledes er en nær ven af kronprinsen, samt den sjællandske greve (Frands) Michael Brockenhuus-Schack, der foruden at være kammerherre og godsejer også er tidligere formand for Landbrug & Fødevarer.
Flere af ejerne er foruden deres venskab med kronprinsen også så tætte på kongehuset, at de har fået kongelige titler. Som blandt andre Bendt Wedell, Jørgen Skeel og (Frands) Michael Brockenhuus-Schack, der både er kammerherrer og hofjægermestre.
»For det første er det nogen af de rigeste personer i Danmark, og samtidig er det interessant, at det er folk, der har investeret meget i jord, og samtidig er det også nogle folk, der er aktive i toppen af dansk landbrug, så det er folk, der på en eller anden måde er meget tæt på magten i Danmark,« siger Christoph Ellersgaard og tilføjer:
»Det er jo lidt mærkeligt, hvorfor lige præcis en gruppe danske rigmænd, og folk der er engageret i landbrug, sammen skulle eje en masse jord i Østeuropa,« siger han.
Den prominente ejerkreds kom i offentlighedens bevågenhed, da DR tirsdag kunne afsløre, at deres selskab Donau Agro, der investerer i landbrug, efterforskes for svindel i Slovakiet.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra investorerne til, hvorfor de har valgt at investerer i netop slovakisk landbrug, og til, hvordan de forholder sig til anklagen om snyd med EU-midler.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra Anders Holch Povlsen, men direktøren i hans investeringsselskab Heartland, Lise Kaae, udtaler i en sms:
»Vi er bekendt med sagen, som vi dog står undrende overfor. Sagen stammer fra før vores investering i selskabet, og vores due diligence-proces gav ikke anledning til anmærkninger.«
Anders Holch Povlsen blev medinvestor i Donau Agro i 2018.
Hverken Anders Kirk Johansen eller (Frands) Michael Brockenhuus-Schack har nogen kommentarer til sagen, men henviser begge til selskabets ledelse, mens det ikke har været muligt at få en kommentar fra Bendt Wedell og Jørgen Skeel.
B.T. har gerne villet spørge Donau Agro om, hvad det er for noget landbrug, man driver, og hvorfor man har valgt at investere i Slovakiet.
Det har dog ikke været muligt at få kontakt til selskabets direktør, Michael Bager Houmann.
Professor og institutleder på Institut for agroøkologi på Aarhus Universitet, Jørgen Eivind Olesen, forklarer dog, at det ikke er ukendt, at danske forretningsmænd investerer i landbrug i Østeuropa, og at det skyldes, at det ofte er en god forretning.
» De kan se en forretning i det. Dels kan de bringe noget af deres viden og erfaring fra dansk landbrug derover. Derudover kan jorden være billig, og der er billigere arbejdskraft, og der er nogen gange en mindre regulering på landbrugsproduktionen derovre. Så det er en attraktiv forretning,« siger han.
Så det er udsigten til en fortjeneste, der får dem til at investerer derovre?
»Ja, selvfølgelig er det det.«
Jørgen Eivind Olesen mener ikke, at investeringerne umiddelbart er et problem for dansk landbrug.
»Men det kan det da blive, hvis Dansk Landbrug også bliver forbundet med svindel og korruption og omgåelse af alt ting. Men ellers tror jeg sådan set ikke det er,« siger han med henvisning til sagen om EU-svindel.
Ifølge Jørgen Eivind Olesen er det ikke et nyt fænomen, at danske forretningsfolk investere i landbrug i Østeuropa. Nogle har endda brændt fingrene på Rusland, fortæller han.
Kommer det bag på dig, at der nu kommer en sag om svindel med EU-midler?
»Ja, det gør det faktisk lidt. Jeg troede, de var bedre end det.«
Donau Agros direktør Michael Bager Houmann har dog afvist overfor DR, at selskabet har gjort noget galt.
»Vi havde allieret os med et eksternt rådgivningsfirma, som er specialister i EU-ansøgninger, til at rådføre os i denne proces. Derfor står vi uforstående overfor, at der er rejst en sag på den pågældende maskine, da vi mener at have levet fuldt ud op til reglerne,« lyder det.
For Christoph Ellersgaard er det dog ikke kun mistanken om svindel med EU-midler, der er interessant.
For ham viser selskaber, også hvordan magteliten i Danmark interagerer med hinanden:
»Det fortæller jo, at de er meget tæt på hinanden, når de investerer penge sammen i samme selskab – når man har sådan et fælles projekt som det her,« siger han og tilføjer:
»Det er en kreds, som er meget tæt på det, som vi kalder magteliten. Det er jo også en del af denne her elite, der har dannet sig om kongehuset, som netop kombinerer de adelige, store godsejer med de her folk fra de nyere industrifamilier som typisk er 2. og 3.-generations mangemilliardærer,« siger han.