Han er Danmarks rigeste mand og kendt for at have en formidabel næse for forretninger – især inden for detailhandlen. Og så var han kendt for i 2016 at have et ret anstrengt forhold til vindmøller. 

Men nu går Anders Holch Povlsen nye veje. De jyske købmand har nemlig valgt at investere 700 millioner i lige netop et vindmølleprojekt. 

Holch Povlsen nye satsninger er på vindenergi i Bangladesh, hvor Bestseller får en del tøj produceret. Her vil Bestseller støtte udviklingen af landets første havvindmøllepark. Det skriver Bestseller i en pressemeddelelse.

'Ambitionen bag den største bæredygtighedsrelaterede investering i Bestsellers historie er at begrænse udledningen af drivhusgasser i modeindustriens værdikæde,' står der i pressemeddelelsen.

Anders Holch Povlsen.
Anders Holch Povlsen. Foto: Pr/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den nye satsning kan virke overraskende, da Anders Holch Povlsen ellers tidligere har været knap så begejstret for vindmøller. I 2016 og 2017 rasede han ifølge Børsen og The Times over, at man nær hans ejendomme i Skotland ville opføre et vindmølleprojekt, da det ifølge rigmanden ville ødelægge naturoplevelsen for hans feriegæster. 

»Vi havde håbet på, at folk kunne nyde den fantastiske kulisse heroppe, og at vi kunne bidrage med arbejdspladser til den lokale økonomi. Vindmølleparken har lagt en dæmper på det. Vi må genoverveje vores investeringsplan, da det vi troede ville være et område med vild natur nu bliver industrialiseret,« forklarede den ansvarlige for Holch Povlsens skotske jordlodder, Thomas MacDonell, dengang til det britiske medie. 

Anders Holch Povlsen protesterede mod vindmølleparken, men endte med at tabe sagen. 

Og nu har piben altså fået en anden lyd. For nu er Anders Holch Povlsen tilsyneladende ikke længere så stor modstander af vindmøller.

Anders Holch Povlsen med sin kone Anne Storm Holch Povlsen ved fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum i København lørdag den 10. september 2022.
Anders Holch Povlsen med sin kone Anne Storm Holch Povlsen ved fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum i København lørdag den 10. september 2022. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Til Finans uddyber rigmanden sin investering i Bangladesh, som er kendt for at være et af modebranchens vigtigste produktionslande. 

»Der er behov for at gøre nogle større ting. Det her er det største, vi nogensinde har gjort. Men så ved vi også, at det bidrager lige i hjertet af, hvor det gør en forskel,« siger Anders Holch Povlsen, der både er direktør og ejer af tøjimperiet Bestseller.

Bestseller er både en af Danmarks og en af verdens største modevirksomheder.

Netop modevirksomheder har de seneste år været i klimaforkæmpernes søgelys, da modebranchens beskyldes for at være en kæmpe klimasynder. Mode-og tekstilbranchen er en af de industrier i verden, der forurener allermest og bruger flest ressourcer.

Ifølge Anders Holch Povlsen skal den nye investering føre til, at Bestseller kan reducere sin udledning.

»I BESTSELLER er vi fast besluttet på at forbedre vores klimaaftryk og i højere grad støtte og fremskynde den grønne omstilling i modeindustrien. Vi ser gode og betydningsfulde initiativer, ikke mindst i Danmark, men der er også behov for, at vi hjælper med at tage ansvar for den grønne omstilling i lande, hvor forudsætningerne er mere vanskelige.«

»Ambitionen om at bidrage til at bane vej for en vedvarende energiinfrastruktur i Bangladesh er et af mange skridt, som vi kan tage for at reducere udledningen af drivhusgasser vores indirekte værdikæde. Vi bakker stolt og helhjertet op om opgaven,« siger Anders Holch Povlsen i pressemeddelelsen.

Foruden Bestseller er svenske H&M Group også med i vindmølleprojektet i Bangladesh – ligesom nonprofitorganisationen Global Fashion Agenda (GFA) også er med i initiativet. Det forventes, at vindmølleparken vil kunne levere strøm fra 2028.

Anders Holch Povlsen har mange ejendomme i Skotland, hvor han er kendt som landet største private jordbesidder.
Anders Holch Povlsen har mange ejendomme i Skotland, hvor han er kendt som landet største private jordbesidder. Foto: Aldourie Castle/PR-foto
Vis mere

Anders Holch Povlsen er Danmarks rigeste enkeltperson. Det viser den nyeste opgørelse over Danmarks 100 rigeste personer, som Økonomisk Ugebrev udgav i slutningen af november.

Her er Holch Povlsens formue anslået til 83, 3 milliarder kroner.

Foruden at eje Bestseller, der blandt andet har tøjmærkerne Only, Jack & Jones, Name It, LMTD, Vero Mode, Vila, Pieces, Selected og flere andre, ejer Holch Povlsen også store andele i virksomheder som Zalando, Nemlig.com, Matas og Normalt.

Derudover overtog han tidligere i år aktiemajoriteten i fodboldklubben FC Midtjylland.