Der er visse ting, man bare ikke kan slippe af sted med til firmafester længere.
Det har mediekoncernen Aller Media måttet indse, og nu undskylder de.
Det skriver fagbladet Journalisten.
Tidligere i maj skulle Aller Media fejre sine 150 år med et brag af en fest i Øksnehallen i København.
Omkring 2.000 gæster fra hele Norden var til stede, men det var underholdningen under middagen, der nu får mediekoncernen til at undskylde:
Et burlesqueshow med en halvnøgen kvinde i rampelyset, der endte sin optræden i et stort cocktailglas.
»Hvis nogen følte sig ukomfortable eller krænket på nogen som helst måde under showet, undskylder vi oprigtigt,« skriver Aller-familien til medarbejdere i koncernen ifølge Journalisten.
Og særligt de svenske kollegaer var næppe begejstrede for showet.
»Vi tager stærkt afstand fra de uhensigtsmæssige elementer, og det er noget, som vi også har forklaret festarrangøren og til vores ejere. Vores ejere har sendt en undskyldning til alle medarbejdere,« skriver kommunikationschef for den svenske del af Aller Media i et skriftligt svar til det svenske fagblad Journalisten.
Aller Media udgiver magasiner og ugeblade i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Herhjemme udgiver firmaet blandt andet Se og Hør, Femina og Billed-Bladet.