Nikolaj Hübbe er stolt af at have et balletkompagni, der løbende taler om tingene.

Det udtaler balletmesteren til B.T., efter det tirsdag kom frem, at Det Kongelige Teater har aflyst en forestilling efter anklager om racisme.

»Det er en kunstnerisk beslutning, der er truffet efter drøftelser om en specifik scene, som vi mener, kan misforstås i dag,« udtaler han i et skriftligt svar.

»I stedet opfører vi en anden vidunderlig Shakespeare-ballet af John Neumeier, som er en kunstner, jeg har den største respekt for. Vi er løbende i dialog om de kunstneriske overvejelser, og jeg er endt med at tage den beslutning, at 'En Skærsommernatsdrøm' er det rigtige værk at opføre for os nu.«

A4 Ligestilling erfarede tirsdag, at Det Kongelige Teater havde valgt at aflyse sin opsætning af 'Othello', fordi en bestemt scene havde vakt harme blandt teatrets dansere. Aflysningen blev siden bekræftet over for B.T.

Scenen skulle være et dansenummer med titlen 'Stammedans', hvor Den Kongelige Ballets danserne var blevet instrueret i at udstøde 'abelyde' og 'banke sig selv på hovedet som en abe'.

Ifølge A4 Ligestillings oplysninger havde danserne sat foden ned og krævet, at scenen enten skulle ændres eller fjernes helt. Det blev ikke imødekommet af værkets koreograf John Neumeier.

B.T. har spurgt balletmester Nikolaj Hübbe, og danserne har været involveret i beslutningen om at aflyse forestillingen.

»Jeg har naturligvis været i dialog med mine dansere, ligesom jeg har talt med mit kunstneriske team. Der har været kritiske røster angående scenen i 'Othello'. Det har jeg selvfølgelig lyttet til og taget med i mine overvejelser,« skriver han i en mail.

»Men når alt kommer til alt, så er det min beslutning alene at erstatte 'Othello' med 'En Skærsommernatsdrøm'. Jeg har en stor kærlighed til og omsorg for Den Kongelige Ballets dansere, og jeg er stolt af, at vi har et kompagni, der løbende taler om tingene.«

Balletten 'Othello' er en fortolkning af Shakespeareværket af samme navn, om den afrikanske Othello, der flygter fra fageskab og gør karriere i det venetianske militær. Forestillingen er koreograferet af den højt anerkendte amerikanske danser og koreograf John Neumeier, som skabte værket tilbage i 1985.