Danmarks bedste juleby er fundet.

Det er bloggen StorbyGuide, der har kåret årets juleby med hjælp fra lige knap 3000 danskere, der har stemt på deres yndlingsbyer til at få julehumøret i top.

Her landede mere end halvdelen af stemmerne på den sønderjyske by Aabenraa, som dermed nu har fået titlen som Danmarks uofficielt bedste juleby 2021.

Særligt bliver initiativet Julehjertebyen fremhævet som noget, der gør Aabenraa til en værdig vinder og en destination værd at køre langt efter.

Julehjertebyen i Aabenraa foregår på Storetorv i Aabenraa, hvor de mange historiske bygninger og frivillige skal skabe en stemning af et julemarked tilbage i 1850.
Julehjertebyen i Aabenraa foregår på Storetorv i Aabenraa, hvor de mange historiske bygninger og frivillige skal skabe en stemning af et julemarked tilbage i 1850. Foto: Julehjertebyen
Vis mere

Her forvandles Storetorv i byen i en måned til et julemekka, som det ville have set ud i 1850 – med et hav af frivillige kræfter, der dermed gør det ganske gratis at rende rundt til de forskellige aktiviteter, såsom at lave juledekorationer eller mæske sig i de forskellige boders goder, som eksempelvis at smage æbleskiver lavet på brændekomfur.

Samtidig samles der med afholdelsen af Julehjertebyen ind til den lokale julehjælpsindsamling.

Men tilsyneladende er det sønderjyske i det hele taget værd at slå et smut forbi, hvis julestemningen trænger til et nøk opad.

For hele fire af byerne i top er fra Sønderjylland.

På andenpladsen finder man nemlig sønderjyske Varde, og dernæst kommer Tønder og Ribe, førend nordjyske Frederikshavn kommer ind på femtepladsen.