Mandag lander en ny udgave af det ikoniske magasin Sports Illustrated Swimsuit, og her vil bladets sider være prydet af den ældste model nogensinde. Nemlig 57-årige Kathy Jacobs.
I selskab med blandt andre den danske model Josephine Skriver er den erfarne model nemlig blandt den årlige udgivelses 'rookies' – altså modeller, der ikke før har været i bladet.
Ifølge brandingekspert og administrerende direktør i kommunikationsfirmaet Oxymorom, Kresten Schultz-Jørgensen, er det et stort og vigtigt træk, som Sports Illustrated har taget ved at have 57-årige Kathy Jacobs med i udgaven.
»Sports Illustrated læser tidsånden rigtigt. Der sker heldigvis i de her år en nuancering af de kvindelige skønhedsidealer, og magasinet bevæger sig og flytter den arketypiske opfattelse af den sexede kvinde hen mod en bredere opfattelse i forhold til alder, etnicitet og størrelse,« forklarer han.

»Det er interessant, fordi magasinet er et af de medier, der rent faktisk kan være med til at flytte perceptionen. Fordi de er i overensstemmelse med tidsånden, er de også med til at flytte den. Det synes jeg er al ære værd.«
Den kommende udgave af Sports Illustrateds Swimsuits modeller er i det hele taget mere forskelligartede end nogensinde før.
Der er eksempelvis Halima Aden, der i 2019-udgaven blev den første hijab-bærende kvinde i magasinets historie, og som i den kommende udgave kan ses i burkini. Der er den sorte plussize-model Brielle Anyea, der ejer sin egen badetøjslinje og er en fortaler for kropspositivitet. Den skaldede danseinstruktør Christie Valdiserri, der åbent fortæller om sin sygdom alopecia. Den koreanske model Hyunjoo Hwang, der med sin debut i magasinet håber at kunne nedbryde fordomme om asiatiske kvinder.
Dog som sædvanlig stadig med en overvægt af slanke hvide kvinder.

Kresten Schultz-Jørgensen forklarer også, at der er grænser for, hvor inkluderende man kan være på magasinet.
»Det er et magasin, der hylder flotte kvinder på en badestrand. Selvfølgelig er der et element af seksualitet og dermed også en dyrkelse af nogle relativ ungdommelige og klassiske skønhedsidealer med en velplejet og harmonisk krop, og de idealer er ikke demokratiske: Alle og enhver er ikke smukke. Men at magasinet trods alt går op imod det og viser en bredde, det synes jeg er al ære værd.«
Han kalder det for en hårfin balance. Bladet kommer til at lukke og slukke, hvis ikke de tænker i diversitet. Samtidig eksisterer deres berettigelse i det skønhedsideal, de selv gennem årtier har været med til at skabe og opretholde.
»Hvis man kan udvide det seksuelle til en langt bredere palette af kvindetyper, vil det jo være godt for os alle. Men det er klart, der er en grænse. De må ikke forveksle det med et demokratiprojekt om, at alle er smukke på en strand, for så tror jeg ikke, de har en fremtid i den forstand,« understreger Kresten Schultz-Jørgensen.

Også den 57-årige model Kathy Jacobs selv beskriver sin plads i bladet som et anerkendende stempel for kvinder på hendes alder. Hun har længe været fortaler for, at skønhed kommer i alle aldersgrupper.
»Jeg får mange beskeder fra mænd, der siger: 'Endelig kan jeg google en kvinde på min egen alder. Jeg kan se på en kvinde i bikini og ikke få skyldfølelse. Endelig er der nogen, der er passende til min alder',« har den 57-årige model udtalt til Fox News.
Kathy Jacobs startede som model i 1980erne hos Ford Models, og bare det seneste år har hun kunnet ses i kampagner for Thirdlove, Beauty Blender og Soji – for ikke at forglemme Miley Cyrus' musikvideo til 'Mother's Daughter'.
Og fra næste uge kan hun så ses i Sports Illustrated Swimsuit.

Forsiden af den årlige badetøjsudgivelse er ofte blevet betragtet som topmålet for en model, og i de senere år har det været en stor begivenhed, når forsidemodellerne blev annonceret.
En ære, som verdenskendte modeller som Cheryl Tiegs, Heidi Klum og Irina Shayk tidligere har haft fornøjelsen af.
Siden 1997, hvor Tyra Banks var på forsiden som den første sorte kvinde, har Sport Illustrated Swimsuit været en selvstændig udgivelse, men helt tilbage fra 1964 startede konceptet med at have smilende, atletiske kvinder i badetøj med i hovedudgaven af Sports Illustrated.
I den kommende 2020-udgave af magasinet er modellerne Kate Bock, Jasmine Sanders og Olivia Culpo på forsiden.
