Den 27-årige influencer Carol Acosta, der på de sociale medier gik under navnet Killademente og havde 6,7 millioner følgere, er død.
Det skriver People.
Carol Acostas søster, Katyan, har blandt andet delt en story med et billede af de to, hvor hun skriver, at søsteren må hvile i fred.
»Jeg takker Gud for at have givet mig en søster som dig med dit store hjerte,« skriver hun videre.
Ifølge Mirror skete dødsfaldet 3. januar under et måltid, hvor Acosta pludselig begyndte at kvæles i maden.
Et familiemedlem fortæller, hvordan influenceren fik et anfald og blev bragt til hospitalet, men hendes liv stod altså ikke til at redde.
Den præcise dødsårsag er endnu ikke slået fast.
Søsteren fortæller, at familien stadig venter på de endelige undersøgelser.
Carol Acosta brugte sin platform til at dele kropspositivt indhold, og hun har selv fortalt om, hvordan hun på grund af sin vægt blev mobbet som barn.
Familien har nu oprettet en Gofundme, hvor de håber, at folk vil være med til at give et bidrag til begravelsen.
Samtidig skriver familien, at pengene også vil gå til hendes børn. Hun efterlader sig to små døtre.