Den amerikanske YouTube-stjerne Adalia Rose Williams er død.

Hun led af den sjældne gensygdom progeria og gik bort onsdag aften i en alder af 15 år.

Det meddeler en repræsentant for familien i et opslag på den populære influencers sociale medier.

»Adalia Rose Williams blev sat fri fra denne verden. Hun kom ind i den roligt og forlod den roligt, men hendes liv var langt fra roligt. Hun har berørt millioner af mennesker og efterladt det største aftryk i alle, der kendte hende. Hun er ikke længere i smerte og danser nu af sted til al den musik, hun elsker,« lyder det.

Her sendes også en tak til både nære og fjerne støtter for den 15-årige youtuber og ikke mindst lægepersonalet, der gennem hendes liv tog sig af hende.

»Familien ønsker nu at sørge over deres kæmpe tab privat,« sluttes opslaget.

Adalia Rose Williams havde mere end 2,9 millioner følgere på YouTube og mere end 400.000 følgere på Instagram, hvor hun ærligt og med et glimt i øjet delte ud af sit liv og hverdag.

Særligt hendes store familie på syv var et omdrejningspunkt, og derudover var mode og makeup gennemgående interesser for den unge influencer fra Austin, Texas.

Adalia Rose Williams delte ærligt og festligt ud af sin hverdag som progeriaramt. Særligt havde hun en forkærlighed for sin familie, for make up og mode. Her ses hun med sine tre storebrødre. Derudover har hun en nyfødt lillebror.
Adalia Rose Williams delte ærligt og festligt ud af sin hverdag som progeriaramt. Særligt havde hun en forkærlighed for sin familie, for make up og mode. Her ses hun med sine tre storebrødre. Derudover har hun en nyfødt lillebror. Foto: @adalia06/Instagram
Vis mere

Hun blev to år ældre end gennemsnitsalderen for børn, der lider af sygdommen progeria, som er på 13 år.

Den sjældne gensygdom viser sig ved, at kroppen ældes otte gange så hurtigt som normalt, og der findes ingen kur.

Progeria rammer cirka en ud af otte millioner børn. Det betyder, at der kun findes omtrent 400 mennesker, der bærer sygdommen.

Adalia led også af hårtab, manglende kropsfedt, stive led og en lysnet stemme. Symptomer, hun fortalte ærligt om på sine sociale medier.

Hun efterlader sig sin mor og far, Ryan og Natalia, samt sine fire yngre brødre, Marcelo, Niko, Emiliano og nyfødte Luka.

Herhjemme vil mange formentligt kende til den sjældne gensygdom progeria gennem den i dag 24-årige Jesper Sørensen, der har delt ud af sit liv i flere dokumentariske TV 2-programmer.

Andre læser også