Allan Sindberg er tilbage med tredje omgang af hans allerede succesfulde brevkasse. Læn dig blot tilbage og bliv klogere. Husk i øvrigt at se smørstemmens talkshow Den gule sofa med Allan Sindberg på Pluto TV. Hvis du altså er til pisse godt TV.
Spørgsmål
Kære Allan
Spændingerne i det internationale samfund bekymrer mig mildest talt. Hvorvidt jeg frygter en reel 3. verdenskrig ved jeg ikke, men den verdensorden jeg er opvokset i, og som jeg er trygt bekendt med, er unægteligt vendt på hovedet, og jeg kan være bekymret for, om jeg kan se mig selv – og eventuelt kommende børn – i det verdenssamfund der er under udvikling (eller afvikling, om man vil).
Hvordan overkommer du de bekymringer som spændingerne naturligt skaber?
Kh
Jens Slessen, Viborg
Svar:
Kære Jens
Jeg tror, du skal se det i et større perspektivering. 'Men det er jo allerede oppe i samfundshed, Allan', vil du så nok tænke. Og ja, det er det jo. Men man skal altid prøve at se på det store billede. Så du er bekymret for samfundets udvikling – sådan rent globaliseret.
Men husk nu, kære Jens, at det globale bare er noget, vi har fundet på. Eller aftalt om man vil. Det behøver jo ikke nødvendigvis at være sådan, at et nys i Kina bliver til forår i Japan, eller hvordan man nu sir. Prøv at tænk på, hvor lille en verden vi egentligt lever i. Og så tænk på, at du lever i en endnu mindre verden. Så er det mere til at overskue. Og de ting der er i din lille bette verden, dem kan du gøre noget ved.
Det der med globalhed – glem det.
Små u-globale hilsener
Allan
Spørgsmål:
Hej Allan
Jeg har længe overvejet at begynde til sang. Har aldrig sunget foran andre end min hund, og har heller ikke den store ambition om, at det skal udvikle sig til mere end en hobbybeskæftigelse, men det giver mig så meget at synge, og det er en god måde for mig, at holde min glæde og fascination af Linkin Park i live.
Hvordan begynder man til sang og er der noget, jeg bør være særligt opmærksom på?
Venlig Hilsen
Den sangglade
Svar:
Hej Den Sangglade
Altså, det helt korte svar er jo det samme som Nike ville svare: JUST DO it DU! Du skal ikke holde dig tilbage for noget som helst.
Et lille tip: Jeg har en længere morgenrutine, men et at step´ene, er at se mig selv i spejlet – lukke øjnene og sige højt og tydeligt: 'Allan, i dag kan du gøre alt det, du sætter dig for'. Det virker – hver gang! Helt konkreteseneret skal du bare gå ind på nettet og søge på noget sangklub eller kor i nærheden af din bopæl og komme afsted. Og tag hunden med – den er garanteret pisse sød.
Lige det med Linkin Park skal du nok holde for dig selv.
Hilsen Allan
Spørgsmål:
Kære Allan
Vi overvejer at købe et ældre bindingsværkshus med gaskomfur. Jeg har dog aldrig betjent et gaskomfur, og i samme ombæring kan jeg være bekymret for de forsikringsmæssige omkostninger ved at eje et bindingsværkshus, særligt med henblik på, at huset har stråtækt tag.
Er det nu, jeg bare skal tage chancen og gøre det, eller må jeg give afkald på charmen, og i stedet bruge mine penge i nogle nyere lagte mursten, der til gengæld leverer en større brugervenlighed, og er økonomisk ansvarligt rent forsikringsmæssigt?
De bedste hilsner
Gitte Sommer, Odense
Svar:
Kære Gitte
Nu bor jeg i lejlighed. Ja, jeg har faktisk aldrig ejet et hus. Og det er jeg sådan set glad for. Det er som regel noget værre bøvl at holde sådan et hus.
Så det jeg helt klart – og uden tvivl – ville gøre var at købe det nyeste af det nye. AA plus, plus, plus, og hvad det ellers hedder. Minus nogen K3 og K det ene og det andet. Charme er noget, du selv kan sørge for. Men medmindre du kan bygge stort set alt med dine hænder, så hold dig langt væk for gamle ting generelt.
Nyt, nyt, nyt!
KH
Allan
Hvad laver Allan Sindberg?
– Dyk ned i radioværten og altmuligmandens mange succeser
Siden sommeren 2020 har Allan Sindberg, bedre kendt som Smørstemmen fra Ikast eller DJ Buttervoice, været en uundgåelig del af byen Skuldborg såvel som resten af danskernes bevidsthed – især gennem den landsdækkende radio, r8Dio, og sin tjans som vært på tv-talkshowet Den gule sofa på Pluto TV.
r8Dio er hele Danmarks snakke, sludre og taleradio
Den prisvindende podcast Undskyld Vi Roder har fulgt skabelsen af r8Dio lige fra begyndelsen. Den udkommer hver fredag og havde premiere 2. juni 2020
Undskyld Vi Roder har lige rundet episode nummer 259
r8Dio debuterede som DAB-kanal mandag 17. marts 2025
På r8Dio´s app kan man finde over 60 forskellige programmer
Den gule sofa med Allan Sindberg sæson 1 løb over skærmen på Pluto TV i efteråret 2024 og lå i top 5 på kanalen, og nu er sæson 2 klar – helt gratis på Pluto TV
Allan Sindberg debuterede som brevkasseredaktør 21. marts 2025
Følg med i brevkassen: Spørg Smørstemmen
Allan Sindberg til læseren Lisbeth, der spørger til hvorfor verden i dag er så fragmenteret: »Ja, det må du fandeme nok spørge om!« Læs med her
Allan Sindberg giver en, måske kommende, tv-vært gode råd med på vejen: »Du skal ikke tage NEJ for et svar!« Læs med her
