Den populære danske hiphop-trio Vild Smith er for tiden aktuel med deres nye EP, 'Alle Er Her', og det fejrer de tre musikere bl.a. på årets Roskilde Festival, hvor de har spillet flere koncerter i warm up-dagene og en masse at drikke.

De fortæller i et interview med BT, hvorfor det er så specielt for danske musikere at være på lige netop Roskilde Festival.

»Det er et af årets helt store højdepunkter. Det er en kæmpe branchefest, hvor man får mødt alle de andre musikere. Man drikker lidt øl, og så får man endelig taget sig sammen til at gå hen til de andre musikere og fortælle dem, at man synes, de er seje,« forklarer Moses Luxhøj, der har kunstnernavnet Vild Ting.

Inden de tre begyndte at lave musik, havde de også selv prøvet at være ganske almindelig gæst på festivalen. Det er ikke noget, der kommer til at gentage sig.

»Jeg har være på Roskilde en gang som gæste tidligere. Der boede vi ved siden af sådan en narkocamp, som spillede musik og festede til klokken otte om morgenen, og så gik de i seng. Der stod vi så op, fordi det var for varmt i teltet. Jeg skal ALDRIG overnatte på Roskilde igen,« Daniel Jensen med kunstnernavnet Vild Son.

Helt rødt af blod

Han er dog ikke den eneste af Vild Smith-trioen, som har haft sig en mindre mindeværdig oplevelse på Danmarks største festival. Også Esben Iversen, bedre kendt som HvidMayn, har haft en oplevelse, som han sent glemmer.

»Jeg fik flækket benet på Roskilde et år. Det var, da jeg i en brandert valgte at crowdsurfe, og så slog jeg benet,« siger Esben Iversen, der hiver op i det ene bukseben og viser et ar.

»Jeg var fuld, så jeg festede bare videre. Men ligepludselig kunne jeg se folk omkring mig fjerne sig fra mig. Og så fik jeg kigget ned ad mig selv og kunne se mit ben var helt rødt af blod,« uddyber han.

Gruppen har spillet et par gange på festivalens warm up-dage. Bl.a. i den lejr, som hedder Camp Rosé. Det skyldes, at trioen har en stor forkærlighed for netop Rosé-vin, som de har skrevet et nummer - 'Rosé' - til på den nye EP.

I Camp Rosé var der rigeligt med trioens favoritdrik. Men så var det også slut. Rosé er nemlig ikke til at støve op andre steder på festivalen. Og de er de tre rappere ikke tilfredse med.

»Det er jo Rosé-gate på Roskilde Festival. Man kan ikke finde det nogen steder. Det er en skandale og helt forfærdeligt,« uddyber Moses Luxhøj.