Hej Matematik, Rytmehans onsdag kl. 20.45, fem ud af seks stjerner
For femte gang på fem år stod der Hej Matematik på Skanderborg Festivalens skema. Men bare fordi bandet åbenbart er en Smukfest-darling, betød det ikke, at de to gutter, Søren Rasted og nevø Nicolaj Rasted, var blevet tildelt den bedste spilletid.
Faktisk var de muligvis blevet placeret på en af de værste. Præcis samtidig som et af festivalen helt store navne Bryan Adams. Og derfor var der mulighed for, at de to Rasted’ers koncert ville drukne, ikke i en enorm mængde af publikummer, men i for meget fri plads foran Rytmehans.
Heldigvis for gruppen og de alligevel pænt mange fremmødte blev det ikke tilfældet.
For det var to energibundter, der iklædt sort Men In Black-jakkesæt, indtog scenen sammen med de fire bandmedlemmer, som gruppen turnerer med.
Allerede under det første nummer det selvbetitlede ’Hej Matematik’ fra 2008 pladen ’Vi burde ses noget mere’ var det tydeligt, at de to gutter ikke havde tænkt sig, at canadieren på den anden scene skulle stjæle deres torden.
Søren Rasted, som folk kender som en fjerdedel af Aqua, stod forrest på scenen, som han med raske skridt energisk pacede rundt på. Lige bag ham stod nevøen bag et keyboard. Og ofte forsøgte han med hidsige armbevægelser og benspjæt at kanalisere noget af sin enorme energi ud til publikum.
Og det lykkedes. For der gik ikke mange numre, før folk i alle aldre skrålede med på numre som ’Du og Jeg’, ’Alt går op i 6’ og ’Vi ka’ alt vi to’.
Det var både små børn, teenagere, familiefædre og mødre, der tog del i festen, som Søren og Nicolaj bankede op helt fra den dybe bund Bryan Adams havde givet dem at bygge på.
At det endte med at blive en super Matematik-time skyldtes hovedsageligt de to gutters energi på scenen. Bevares, de har også en del hits at tage fra. Men hvis publikum egentlig hellere ville se en helt anden koncert, så skal der gøres et grundigt benarbejde.
Og det blev der bogstavelig talt også gjort. De to hoppede, dansede og festede sig vej gennem koncerten. Og det smittede virkelig af. Til slut hoppede stort set alle de efterhånden mange fremmødte med på ’Walkman’ og ’Party i Provinsen’, mens neon-oplyste badebolde fløj rundt på pladsen.
Festen var i sandhed flyttet til provinsen, der fik skoven ved Skanderborg til at minde om New York-mand, for et kort øjeblik.
En god måde at begynde en festlig aften på. Og så havde alle glemt, at der også var en eller anden canadier, som også spillede på samme tidspunkt.
