Trentemøller havde ifølge rygterne selv bedt om at spille på Arena, og det var et perfekt valg, for aftenens koncert var perfekt indrammet af Arenas teltdug. Trentemøllers seneste plade er hans hidtil mest eksplicit postpunkede, og hans herligt sammenspillede band gjorde en suveræn figur i mørket.
Åbneren November slog med sine sorgfulde guitarer og spøgelsessynths stemningen flot an til en stemningsmættet aften lige dele gotik og fire til gulvet.
Det var fascinerende at se, hvor godt sammenspillet bandet er blevet, og Marie Fisker er altså en gudsbenådet sanger og guitarist, som det kunne høre på eksempelvis de fænomenale One Eye Open og River In Me. Også Trentemøllers synths lå smukt i lydbilledet, hvor ophøjede arpeggioer og tonstunge, fede monosynthlinjer smukt fuldendte indtrykket. En sjov detalje var også Trentemøllers leg med riffet til Daft Punks Around The World i den vellykkede Vamp.
Skal man kaste grus i maskineriet, så blev guitaren på Shades of Marble måske en anelse for Hawaii-lækkert, og måske blev der liret en anelse for meget på guitaren på Trails, men her er vi ude i smagsmæssige petitesser. Heldigvis fik vi også sejtrampende baskere som Still On Fire og en sublim version af Moan med et ekstra hip til Trentemøllers remix af The Knife-hittet What Else Is There.
Som ekstranumre fik vi blandt andet Where The Shadows Fall, som med en langsom, døende skønhed smukt afrundede en rigtig vellykket koncert.
Trentemøller, Roskilde Festival, Arena, fredag nat
