***
(Tre ud af seks stjerner)
Jeg læste en gang i et Madonna-interview (!), at Sting har et stort bibliotek i sit hus i London, hvor han ynder at ryge pibe, drikke te og læse de store, litterære klassikere.
The Material Girl er en nær veninde af Stings kone. Så hun må vide det.
Det var lidt på samme måde med Sting-koncerten her i aften på SmukFest som med den typiske hjemmeaften chez Sumners - vældig gemytligt, hyggeligt, mondænt. Meget perfekt. Og kedeligt.
Faktisk en alt for lydefri koncert med afslutningsnummeret 'Roxanne' og ekstranummeret 'Next to You' som et par rockede undtagelser
Sting er en stor musiker, en fremragende, vigtig komponist med indtil flere storhedsperioder gennem en godt og vel 40 år lang karriere.
Man kan ikke sige, at Sting gjorde sine sange mere komplekse, end de er i forvejen. For selv, da han og Police var mest hårde, var Stings kompositioner langt mere komplekse end det, der ellers ramte vinylet i post punk æraen. Med det desperat-diabolske åbningsnummeret 'Every Breathe You Take', som en poppet, iørefaldende undtagelse.
Men han forsømte lejligheden til at give dem festival-power.
Flere blev leveret flot og indfølt af bandet i aften, hvor især hans samarbejdspartnere gennem utallige år, trommeslageren Vinnie Colaiuta og guitaristen Dominic Miller, hver især fik bevist deres klasse. Især Colaiuta, der ofte sammenlignes med Steve Gadd, rammer sine trommer med et sublimt, følt anslag. Hver gang.
Det er ikke ligefrem nogen nyhed, at Stings musik hviler på en jazzet grund. Men der gik alt for ofte jazzens onde stedmor - lir for lirets egen skyld - i det her til aften.
De synkoperede, jazzede reggaerytmee i 'Driven to Tears' indbyder til den slags, det samme med 'So Lonely', 'When the World Is Running Down, You Make the Best of What's Still Around' med en syrejazzet impro-passage, der satte mig helt af. Det er givetvis sjov at spille (hvis man kan). Men det bliver altså også let for ligegyldigt og selvtilpas.
Man kan vel ikke sige, at Sting gjorde sine sange mere
Den sortklædte gentleman ligner sig selv, han er fit og skarp. Han behandler sin skrammede bas med løs hånd og største elegance. Sting har tydeligvis stadig MILF-faktor. Det var bare et blik omkring sig på pladsen eller på storskærmen, hvor aldersgennemsnittet i første række havde fået et nøk opad.
Men stemmen er ikke, hvad den var engang. Sting har altid sunget i de høje registre - det vakte ham visse problemer at nå helt op. Hvilket han som så mange andre sangere klarer ved at trække den på de lidt lavere toner.
Jo, der var momenter af en vis smuksesse, en fornem 'Fields of Gold' med formen solo af Dominic Miller - fremragende nummer. En hyggelig fællessang i 'Englishman in New York'. Festen med blus på de røde lamper i 'Roxette'.
Men gribende blev det aldrig.
