Tidligt onsdag kørte jeg ud for at tjekke, hvordan der ser ud på Roskilde Festivalen i vore dage.

Måske også lige for at tjekke min søns tilstand. Historien om svenskeren, der døde af en overdosis er jo ikke ligefrem gået henover hovedet på den nærmeste familie.

Sønnen besvarede min hilsen med at minde mig om, at jeg har lovet at give øl.
Så mumlede han noget om, at evolutionsmæssigt vil den næste generation altid være lidt mere intelligent end den forrige. Det er muligvis sådan noget, man lærer i tv-serier som 'Games And Thrones'.

Det er som nævnt 17 år siden, jeg var her i Roskilde sidst. Men parkeringspladsen skulle fantastisk nok vise sig at befinde sig samme sted som i 1995. Bare et par hundrede meter til venstre for hovedindgangen.

Men nogle smilende kvinder smed mig væk. Det kræver en parkeringstilladelse, sagde de Gud-hjælpe-mig.
 
Sig mig er de klar over, hvem de taler med? Manden, der i sin tid afslørede, at The Lollipops stod overfor en gendannelse. Historien viste sig oven i købet af være rigtig. Nogle år senere.

Efter en veritabel walkathon af en gåtur fangede jeg min tillidsrepræsentant, som er med i Roskilde for at stå for noget digitalt. Jeg forlangte rasende et genetillæg for gåturen.

- Get real!, sagde hun bare og begyndte at snakke om teknik.

- Du ser tørstig ud. Gå over og få dig noget at drikke, tilføjede en af de unge kolleger. Jeg fandt pressens hus. Ganske rigtigt. Mellem de mange arbejdende kolleger fandt jeg et fadølsanlæg. Gratis øl!!! Okay, der var måske alligevel sket visse fremskridt i Roskilde. Der viste sig at komme vand ud af hanen. Vand i fadølsanlægget!!! De kalder sig Rockskilde? Er det kommet så vidt med en politiske korrekthed???

Nå, men efter at bænket mig i solen med det iskolde vand begyndte en vis mildhed at brede sig i sindet. Vejret er jo fantastisk. Sådan kan det åbenbart godt være herude. Folk er venlige og smiler. Her dufter af festival fra et af madteltene.

Backstageområdet er et sagnomspunden del af festivalens demografi. Et sted, hvor branchefolk færdes mellem hinanden og udveksler kindkys, kram, rygter, sladder og nørdet viden om musik. Et professionelt kredsløb med sine egne uskrevne regler, en stor fælles kærlighed til musikken, et vist hieraki - og en ikke uvæsentlig selvhøjtidelighed.

Jeg har en gang fået en af mit livs største skideballer backstage. Af den legendariske Roskilde-boss Leif Skov. Jeg kan sådan set godt forstå ham. Jeg afbrød et skænderi mellem ham og nogle af Mike Oldfields folk, for at spørge, hvornår der mon ville komme mere sæbe på toiletterne ude blandt pøbelen.

Dengang kunne man vade direkte ind på festivalkontoret. Stridens kerne var, og hold nu fast kære læser, de computere Oldfield havde medbragt. Han havde tilbragt hele natten med at programmere. For præcis 30 år siden var der folk, der udvandrede fra Oldfield på den Orange Scene i protest mod de grønne skærme, der blinkede lysegrønt.

Lur mig om ikke der findes folk i dag, der kunne finde på at udvandre fra en af de små scener, hvis de så et instrument mellem alle computerskærmene.

I meget gamle dage var de eneste, der udførte et reelt stykke arbejde i sådan et backstage-område nogle få dagblads-journalister og de ihærdige pr-piger fra pladeselskaberne. I dag er der næsten lige så mange medier som deltagere i festivalen, og alle har travlt med at skrive, redigere indslag etc.

Altså bortset fra undertegnede, der egentlig ikke rigtig havde tænkt mig, at jeg skulle lave noget fornuftigt. Udover at se Bruce lørdag.

Sådan skulle det ikke være. Chefen vil have mig til at anmelde The Cure. Jeg har overvejet at lytte til noget af The Cures musik inden torsdag aften.

Før The Cure skal jeg tjekke i hvert fald et band i håb om en melodiøs Roskilde-oplevelse i den poppede ende - The Shins. Solrig underground guitar-pop i lige linje fra The Byrds, senere Aztec Camera, Prefab Sprout, Teenage Fanclub og Weird Dreams. Fedt band.

Men inden da vil jeg følge et råd fra praktikanten.

Han har anbefalet mig at tjekke Roskilde Retro i Hallen, Det er en slags Roskilde-museum med memorabilia fra alle 42 år.

- Pas på, de ikke beholder dig, synes jeg, at jeg hørte en eller anden sige på vejen.