En svensk stormester lagde vejen forbi Arena. I det 2/3 fyldte telt spillede han og det fire mand store band uafviselig indtrængende rock, som dét også kan lyde.
Thåström er et fyrtårn i skandinavisk rock. Efter først Ebba Grön og senere Imperiet, der for mig stadig står som 80ernes svenske Gasolin med punkattitude, har han i årevis haft en solokarriere. Har, som det fremgår af en af dagens sange i Arena 'Sönder Boulevard', tilbragt megen tid i København.
Første gode nyhed var, at scenelyden sad i skabet allerede i andet nummer 'Höghussång' med den djævelsk gode guitarist Pelle Ossler, Thåströms egen vokal, trommer, bas og keyboards i - prosaisk sagt - hver sin femtedel af det kælderskakt mørke soundscape, der skulle komme til at udgøre rammen om festivalens hidtil største oplevelse for overtegnede.
Jeg så engang Imperiet i Ungdomshuset - det skriver jeg ikke for at lefle for gade kredibilitet med 30 års delay eller det modsatte. Den foregik bare dér. Det er direkte imponerende, at manden stadig i dag, også kropsligt, i den grad lever i sine sange og leverer dem så magnetisk dragende.
I dag var to sange fra dengang 'Rock'n'roll e död' og 'Jag är en idiot' på programmet. Resten fra solokarrieren.
Det lød som et ekspressivt eksprestog, en maskine med guitarist Olsson konstant kværnende og skærende, malende eksplosive sekstrengede billeder.
I sit nuværende set-up lyder Thåström, som jeg godt kunne tænke mig at høre Steen Jørgensen synge sine solo-numre. Velvidende at han vokalt nærmest er Thåströms modsætning.
'Samarkanda', 'Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce' og 'Vesterbro-hymnen 'Sönder Boulevard'. Thåström maler med mange referencer i sine sange.
Som første ekstranummer gav bandet balladen 'Fanfanfan' - præcis som Veronica Maggio sluttede med en ballade forleden.
Med klassisk svensk alvor og insisteren på at blive tage seriøst, selv når toget gør holdt ved et trinbrædt i fadølsland. Og så skete der dét, der løfter denne koncert til fem en halv stjerne.
Publikum i teltet tav. Gentager: ingen snak. Og der opstod noget så sjældent som en næsten lydløs symbiose mellem publikum, sang og sanger.
Den sidste halve stjerne er reserveret den gamle liverpudlian, der spiller om halvanden time. Selvom det ærlig talt er svært at forestille sig Sir Paul synge den 55 år gamle 'One After 909' med blod på stemmebåndet i en grad som Thåström i Arena for lidt siden.
PS: Thåström bør give sin lydmand en surstrōmning i bonus - eller noget.
Thåström, Arena Scenen, Roskilde Festival, lørdag.
